Tidligere drabschef om forsvundne Mia Skadhauge: Politiet kan sagtens vide mere, end de siger
Foto: Nordjyllands Politi
Nordjyllands Politi opfordrer alle, der måtte ligge inde med viden eller overvågning til at henvende sig i efterforskningen om en forsvunden kvinde.
Opdatering 9. februar kl. 13:28: Nordjyllands Politi har anholdt to personer i sagen og sigtet dem begge for drab. Læs mere ved at klikke herunder.
Nordjyllands Politi er på bar bund i forhold til, hvor de skal lede efter 22-årige Mia Skadhauge Stevn, som ikke er blevet set siden søndag morgen i Aalborg.
Sådan lød udmeldingen tirsdag fra vicepolitiinspektør Frank Olsen til TV 2.
Men ifølge tidligere vicepolitiinspektør og drabschef Jens Møller skal man ikke nødvendigvis lægge for meget i den information.
- Den giver man, fordi at man ikke ønsker, at befolkningen skal afstå fra at fortælle noget, siger han til TV 2 og uddyber:
- Hvis politiet siger, at de leder i et givent område, kan det være, at det afholder folk fra at ringe ind.
Den tidligere drabschef har 37 års erfaring inden for efterforskningsverdenen, og han har gennem sin tid hos Københavns Politi beskæftiget sig med flere sager, som minder om Mia Skadhauge Stevns forsvinden.
Derfor ved han også om nogen, hvordan politiet arbejder i sådan en sag, og hvad de gør for at opklare mysteriet om den forsvundne 22-årige kvinde.
Se interview med Frank Olsen om politiets eftersøgning:
Gennembrud kan være gemt i henvendelser
Nordjyllands Politi havde tirsdag fået over 400 henvendelser i sagen.
Blandt disse oplysninger kan sagens gennembrud vise sig at være, fortæller Jens Møller, men forklarer, at det tager tid for politiet at arbejde sig gennem dem, og det derfor er muligt, at de ikke ved det endnu.
Siden politiet har valgt at offentliggøre et billede af en mørk bil, som, Nordjyllands Politi tror, samlede Mia Skadhauge Stevn op ved 6-tiden søndag morgen, kunne noget dog tyde på, at man mangler oplysninger, som kan lede efterforskningen videre, siger den forhenværende drabschef.
- Det er også derfor, de bliver ved med at gentage, at de gerne vil have videoovervågning, fortæller han.
Men politiet samler ikke kun på oplysninger fra befolkningen. Også information, som offentligheden ikke har adgang til, bliver nøje gransket, siger Jens Møller.
Det kan for eksempel være oplysninger omkring Mia Skadhauge Stevns telefon og andre telefoner, der har været aktive i nattelivet.
Desuden vil man også være i gang med en række afhøringer af forskellige mennesker, som har tilkendegivet, at de har været i byen på samme tidspunkt og har gjort nogle observationer, fortæller Jens Møller.
Holder alle muligheder åbne
På nuværende tidspunkt sørger politiet for at holde alle muligheder åbne.
Ifølge Jens Møller kan personen, der samlede Mia Skadhauge Stevns op, være en, hun kender. I det tilfælde er personkredsen omkring hende og hendes studieliv interessant.
Men hvor tit ender sådan nogle sager godt?
- Det sker heldigvis, at en person dukker op, som har været gået under jorden, siger Jens Møller.
Han lægger dog ikke skjul på, at fire døgn uden lyd fra en ung kvinde som Mia Skadhauge Stevn, der bliver beskrevet som fornuftig og omsorgsfuld, giver anledning til bekymring.
Leder efter vidner
Nordjyllands Politi leder særligt efter vidner, som var til stede i centrum af Aalborg ved Vesterbro søndag morgen omkring klokken 06.10.
Busser, taxaer og private personer, der har kørt i Aalborg Centrum i tidsrummet mellem klokken 3 til 7 søndag morgen - og som har video i deres køretøj - vil Nordjyllands Politi også gerne høre fra.
Desuden opfordrer politiet til, at alle personer i Aalborg Kommune, der har overvågning optaget i tidsrummet søndag morgen omkring klokken 06.00-08.00, til straks at sikre det, så det ikke bliver slettet
Hvis man har oplysninger om Mia Skadhauge Stevn, skal man kontakte Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.