Efterskoleelever får grønne fingre

Valgfaget Green Fingers Project lærer eleverne på Ranum Efterskole College om dyrehold og afgrøder og om respekt for dyr og natur.

Klokken er lidt over ti, og det er tid til onsdagens valgfagstime på Ranum Efterskole College. Mens de fleste af 10. klasse-eleverne sveder over bøgerne til tysk, psykologi eller andre boglige fag, har 15 af skolens elever valgt en lidt grønnere vej. To gange om ugen møder de op i efterskolens køkkenhave, hvor der skal luges, høstes og passes dyr.

De har valgt faget "Green Fingers Project", hvor de lærer om dyrehold på hobbyplan, om at dyrke køkkenhave og udnytte frugter og grøntsager. Og om respekt for naturen.

- Det handler om bæredygtiged, men det er måske på mange måder et fortærsket udtryk, så jeg vil sige, at nøgleordene her er selvforsyning i det små og ansvar for dyr og natur, fortæller Carsten Ardal Hansen, som er lærer for Green Fingers-holdet.

Han brænder selv for dyr og natur, og da jordstykket, som byens asylcenter tidligere havde brugt som køkkenhave, blev ledigt, var han hurtig til at få skolens forstander med på ideen, og det blev startet på Green Fingers Project, som nu er i gang på andet skoleår.

Grønne fingre kan bruges senere i livet

Til at begynde med var der bare nogle højbede. Nu er mere af jorden omlagt til køkkenhave, og geder, kaniner og ænder er flyttet ind.

Der skal ordnes de sure opgaver som at luge ukrudt, mens en mere populær tjans er at passe dyrene.

- Jeg kan allerbedst lide at passe dyrene. Men det andet  også meget fedt. I det hele taget er det bare dejligt at være ude, bruge naturen og få frisk luft, siger Emma Holmgaard Skov, som denne onsdag har fået opgaven med at muge ud og fodre ved geder og ænder.

Hun har valgt Green Fingers, fordi det er et godt afbræk fra de boglige fag, og så håber hun at få evner, hun kan bruge senere i livet.

- Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med dyr, så på den måde er det jo rigtig godt, at jeg kan lære nogle ting her, siger hun.

Ansvar for naturen

Carsten Ardal Hansen håber at eleverne, udover at få evner ud i grøntsagsdyrkning, selvforsyning og dyrehold med hjem, at de også tager nogle værdier til sig.

- Mit hjerte banker jo for dyrene og for dyrevelfærd, og jeg håber blandt andet, at de vil tænke over, når de står i supermakedet, at man godt kan købe den lidt dyrere pakke oksekød med et dyrevelfærdsmærke på. Og så håber jeg generelt, at de tager et ansvar for naturen med sig. Folk er generelt blevet bedre til at passe på naturen, men vi er ikke i mål endnu, og det vil da være fedt, hvis eleverne kan være ambassadører for det, siger han.

Køkkenhaven og dyrefarmen er ikke færdig med at vokse. Planen er blandt andet at udvide med en hønsegård og måske et par alpacaer.


Seneste nyt

fra Nordjylland