Kræmmer forærer konfirmationskjoler væk

Da Jørgen Højrup overtog forretningen i Farsø, fulgte der en masse konfirmationskjoler med i handlen. Nu gives de væk til kommende konfirmander og børn med livstruende sygdomme.

Konfirmationskjoler er næppe det første, man tænker på, når man går ind i en Kop & Kande. Alligevel er det netop, hvad man kan finde i butikken i Farsø.

Her er kræmmer og indehaver Jørgen Højrup nemlig kommet i besiddelse af en lang række konfirmationskjoler i forbindelse med sin overtagelse af en anden forretning. 36 konfirmationskjoler fulgte med i handlen, og de skal nu sprede glæde.

- Jeg går ikke selv i kjole, så jeg vil gerne give dem videre. De koster ikke noget. Du kan selv lægge dem ud, ind, op eller ned, siger Jørgen Højrup.

På trods af, at der stadig er prismærker på de mange konfirmationskjoler, gives de væk ganske gratis.

- Når jeg ikke har givet noget for dem, så skal jeg ikke have noget for dem, siger han.

Konfirmander fra hele landet

Opbakningen til initiativet har været overvældende, og begejstringen har ej heller været til at tage fejl af. De kommende konfirmander kommer fra nær og fjern til butikken, og flere af dem har fundet deres drøm af en kjole.

- Andre bliver bare glade. Vi havde en i går, som faktisk havde tårer i øjnene, da hun gik. Vi havde også en fra Sjælland, der ringede og spurgte, om hun måtte få en kjole. Hendes mor var i Jylland, så på facetime gennemgik de alle kjolerne og valgte en, som skulle sendes derover, siger Jørgen Højrup.

Siden handlen gik igennem, har Jørgen Højrup selv foræret nogle kjoler væk, inden han tirsdag valgte at dele tilbuddet med offentligheden på Kop & Kandes Facebook-side.

- Det er stukket helt af, siden vi delte det på Facebook i går, med rigtig mange delinger og likes, hvor jeg tænkte ”Wow, det er da bare en kjole, vi giver væk”. Det er fint, hvis nogen kan bruge dem og kan blive glade for dem, som ellers måske ikke havde plads i budgettet, siger Jørgen Højrup.

En drømmedag i drømmekjolen

Samlet set fik Jørgen Højrup cirka 45 kjoler med i handlen, der løbende er blevet uddelt til kommende konfirmander. I skrivende stund er der 30 kjoler tilbage i butikken, der kan hentes til den store dag.

De næste par uger vil de være at finde i butikken, hvorefter de, der er tilbage, vil blive doneret til Min Drømmedag, en frivillig velgørenhedsorganisation til fordel for børn med livstruende sygdomme.

Her skal kjolerne medvirke til leg og drømme blandt børnene, der mest af alt er vant til hospitaler, undersøgelser og medicin.

- De får resten, når konfirmanderne har fået dem, de gerne vil have. Så kan de få en dag i prinsessekjole, afslutter Jørgen Højrup.


Seneste nyt

fra Nordjylland