Kronvidne på hjemmebane: Udsolgt i Aars, da forfatter holdt foredrag om HA-kronvidnet

Nordjyden fik fuld vidnebeskyttelse og kosmetiske operationer for at ændre sit udseende.

Selvom historien er ti år gammel var der stuvende fuldt på biblioteket i Aars, da forfatteren Morten Frich her til aften var forbi for at fortælle om den spektakulære historie om den tidligere rocker, Kasper Vetter fra Aalestrup.

Nordjyden var nemlig hovedperson i bogen om 'Kronvidnet', HA-rockeren der fik vidnebeskyttelse og blev netop politiets kronvidne.

Arrangementet var særligt, fordi det handlede om at være familie til et kronvidne. Og blandt tilhørerne var nordjyder med relation til Kasper Vetter:

- Det er ret specielt for mig, for mange af de lokaliteter her på egnen, er simpelthen scener fra min bog. og nogle af de mennesker der sidder her i aften, har kendt Kasper Vetter, fortæller Morten Frich til TV2 Nord.

Se indslaget nederst


- Jeg håber også vi får en rigtig god dialog om hvad der får et menneske til at tage så radikalt et valg, som at gå ind i organiseret kriminalitet, fortsætter han.

Han har dækket organiseret kriminalitet siden 2007, og både journalistikken og bogen vandt ham en række priser og anerkendelse, da den udkom, blandt andet Cavling-prisen i 2008.

Når han kan fylde en nordjysk læsesal er det fordi "volden har slået rod i Danmark," mener forfatteren:

- Organiseret kriminalitet er jo stadig et kæmpe problem i vores samfund. Det splitter familier ad. Og alligevel er der så sent som denne uge to unge, der blev dræbt i Taastrup i knivstikkeri, siger Morten Frich.

Alligevel er historien om Kasper Vetter noget særligt, er han selv bevidst om:

- Det er jo en fascinerende menneskelig historie, fordi han fik politiets fulde vidnebeskytttelse og blandt andet undergik kosmetiske operationer, så det er en spektakulær historie, siger han.

Det er altså ganske få, der den dag i dag, ved hvordan Kasper Vetter ser ud. 


Seneste nyt

fra Nordjylland