16-årige Otto råbte om hjælp - men blev svigtet
Otto Larsens to hunde hjælper ham i tider, hvor han har det svært. De forstår ham altid, siger han. Foto: Julie Schou Nielsen, TV2 Nord
En familie fra Aalborg måtte vente flere måneder på at få psykologhjælp til deres søn. Derfor endte de med selv at betale.
Det er bare tre år siden, at den dengang 13-årige Otto Larsen brugte langt de fleste af døgnets timer i sin seng.
Det gjorde han i cirka et halvt år, og det var på det tidspunkt, han havde det allerværst psykisk.
- Jeg ville være begyndt at skade mig selv - eller også havde jeg taget mig eget liv, siger Otto Larsen fra Aalborg.
Jeg troede slet ikke på, at jeg havde en fremtid
Otto Larsen, Aalborg
Lang ventetid på hjælp
Først to år senere fik han hjælp, og Otto Larsen er langt fra den eneste blandt nordjyske børn og unge, der har måttet væbne sig med tålmodighed for at få hjælp til sine psykiske problemer.
Ventetiden til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien er på landsplan 16 uger i gennemsnit, mens tallet i Nordjylland er 37 uger.
Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Samtidig har region Nordjylland den længste ventetid på behandling i landet.
Det skal slet ikke komme an på forældrenes pengepung, om børn kan få hjælp
Malene Busk, sygeplejerske og regionsrådsmedlem, Socialdemokratiet
Han var lige begyndt i syvende klasse, da han begyndte at få det dårligt, og i lang tid kunne han kun finde tryghed indenfor hjemmets fire vægge.
- Der skete det, at jeg ligesom bare sad konstant og rystede helt sindssygt. Jeg havde hjertebanken. Jeg troede slet ikke på, at jeg havde en fremtid - at jeg kunne få et arbejde eller komme videre i systemet, siger Otto Larsen.
Familie har brugt 20.000 kroner på psykolog
Otto Larsen endte med at få en henvisning til en psykolog, men ifølge hans mor, Malene Busk, var der mellem tre og seks måneders ventetid på at få hjælp.
Derfor valgte familien at betale for, at deres søn kunne få hjælp hos en privatpraktiserende psykolog.
- Der var intet alternativ. Han skulle have hjælp, og det skulle være nu, hvis han skulle overleve, siger Malene Busk, der er sygeplejerske og regionsrådsmedlem for Socialdemokratiet.
I dag har familien brugt omkring 20.000 kroner på psykologhjælp til Otto Larsen.
Hans mor kan godt få dårlig samvittighed over, at de har mulighed for at give deres søn den rette hjælp, mens andre familier ikke har de samme økonomiske muligheder.
- Det er forkert, og det skal slet ikke komme an på forældrenes pengepung, om børn kan få hjælp, siger Malene Busk.
Hjælp i rette tid ville gøre stor forskel
Der skulle gå to år, før Otto Larsen blev udredt, og han endte med at få diagnosen aspergers.
I dag er han 16 år gammel, går i 10. klasse i Aalborg, og så er han glad for at have fået en diagnose. For det betyder, at han kan få den hjælp, han har behov for.
Men han ville ønske, at han var blevet udredt lang tid før.
- Det havde nok betydet, at jeg ikke havde oplevet den samme nedtur på nedtur på nedtur, siger Otto Larsen.