Aalborg Håndbold taber topkamp på hjemmebane - men forbliver på andenplads i ligaen
Foto: TV 2 SPORT
Aalborg Håndbold mødte lørdag eftermiddag Bjerringbro-Silkeborg Håndbold i en topkamp.
De forsvarende danske mestre fra Nordjylland måtte se sig slået 31-34 på hjemmebanen.
Truppen hos Aalborg Håndbold bragede lørdag eftermiddag sammen med Bjerringbro-Silkeborg Håndbold i en topkamp i Herre Håndbold Ligaen.
Kampen foregik på den nordjyske hjemmebane i Jutlander Bank Arena i Aalborg, men den nordjyske trup formåede ikke at stoppe Bjerringbro-Silkeborgs sejrsstime.
De forsvarende danske mestre fra Nordjylland måtte nemlig se sig slået 31-34 på hjemmebanen.
Nederlaget kommer to døgn efter, at holdet nappede en stor sejr i Ukraine, hvor de slog HC Motor Zaporozhye i en Champions League-kamp.
- Efter en særdeles hektisk periode med fem kampe på ti dage er der nu et lille pusterum, inden det gør løs igen, skriver Aalborg Håndbold på deres hjemmeside.
Aalborg Håndbolds målscorere i dagens kamp
Sebastian Barthold - 11
Lukas Sandell - 5
Magnus Saugstrup - 4
Henrik Møllgaard - 3
Felix Claar - 3
Mark Strandgaard - 2
Nikolaj Læsø - 2
René Antonsen - 1
Kilde: aalborghaandbold.dk
GOG topper lige nu landets bedste håndboldrække. Trods dagens nederlag beholder Aalborg Håndbold sin andenplads i ligaen, og klubbens ambitioner er ikke til at tage fejl af.
- Det er da selvfølgelig at forsvare det danske mesterskab. Det lægger vi slet ikke skjul på, siger Jan Larsen, der er direktør i Aalborg Håndbold, til TV2 Nord.
- Vi er stadig med i pokalturneringen Final4, og der vil vi selvfølgelig også gerne se, om vi kan vinde. Og så har vi jo stadig ottendedelsfinalerne i Champions League. Så der er masser at se til i foråret, og det glæder vi os over, siger han.
Aalborg Håndbolds næste kamp spilles på torsdag i EHF Champions League gruppespillets sidste kamp.