Årets fodboldklub: B52 i Aalborg er Danmarks bedste klub
Det var en ganske speciel træning, spillerne i fodboldklubben B52 fra Aalborg mødte op til i eftermiddag. Der var nemlig besøg fra Aalborg Kommunes borgmester, og han havde et særligt trofæ med til klubben.
Fodboldklubben B52 har gennem de seneste 10 år oplevet en markant medlemsfremgang især i ungdomsafdelingen. Det fik klubben i dag stor hæder for, da Aalborgs borgmester kunne overrække prisen som årets fodboldklub.
Det var en stolt Aalborg-borgmester, Thomas Kastrup Larsen, der torsdag kunne overrække den fornemme pris til formanden for fodboldklubben B52 Aalborg. Nemlig titlen som Årets fodboldklub i Danmark.
Det er Danmarks Boldspil Union, der har hædret klubben for dens fantastisk arbejde, især med at få flere ungdomsspillere til at komme i klubben. Og det kunne både ses og høres, da der i dag var kaldt til første træning på anlægget.
Klubben ligger midt i det såkaldte "Grønlandskvarter" - et multikulturel område, hvilket blandet andet kan ses ved, at flere end 20 forskellige nationaliteter er repræsenteret i ungdomsafdelingen.
I sommer tilbød klubben med succes en såkaldt HOT SPOT-aktivitet for kvarterets unge, hvor alle, uanset medlemskab, kunne komme og spille fodbold.
Og så tilskrives den store medlemsfremgang også det kæmpe stykke frivillige arbejde af både ledere og træner i klubben. De mange frivillige har i coronatiden blandt andet omdelt kirkeblade og skraldeposer for Aalborg Kommune for at støtte op om klubben. Til stor glæde for klubbens 350 medlemmer.
Ikke nok med at B52 er kåret til Danmarks bedste klub, også Region 1 som omfatter alle de nordjyske klubber har også kåret klubben til den bedste i regionen.
Og så var det faktisk en af klubbens tidligere spillere, den kvindelige danske landsholdsspiller Nadia Nadim, der midt under et bestyrelsesmøde på skype pludselig ringede op og fortalte de mundlamme bestyrelsesmedlemmer at de var kåret til Danmarks bedste fodboldklub.
Nadia Nadim, der i dag er professionel fodboldspiller i PSG i Frankrig, startede selv sin karriere i netop B52, og har meget at takke klubben for.
Og nu kan de mange ungdomsspillere snart glæde sig til at få en ny kunstgræsbane at spille på. Det er nemlig det næste store projekt som de mange frivillige ledere og træner går i gang med til glæde for de mange unge fodboldspillere.