Øster Hassing belønnet med landdistriktspris
Foto: Aalborg Kommune
Formand for borgerforeningen i Øster Hassing Peter Geert Aas fik overrakt prisen af rådmand i Aalborg Kommunes sundheds- og kulturforvaltning Mads Duedahl.
Dette års vinder af landdistriktsprisen i Aalborg Kommune blev Øster Hassing Borgerforening for at have bygget et nyt forsamlingshus. Et skulderklap til byen, siger formand.
Øster Hassing Borgerforening blev i går overrasket af Aalborg Kommunes Landdistriktsudvalg med kommunens landdistriktspris. Blomster og diplom blev overrakt til formanden for borgerforeningen i Øster Hassing, Peter Geert Aas.
- Det kom jo som en overraskelse. Men sådan et skulderklap for vedholdende arbejde, der bliver belønnet på den måde, det betyder jo alverden for byen, siger Peter Geert Aas.
Prisen går til Øster Hassing Borgerforening for deres arbejde med at bygge et nyt forsamlingshus op fra bunden. Det fortæller landdistriktskonsulent i Aalborg kommune Pia Juul Eriksen.
- Forsamlingshuset får prisen både fordi det i et lille lokalsamfund er et stort projekt, men også for det lange hårde slid, de mange frivillige har ydet i årevis for at nå hertil, lyder det i begrundelsen fra Pia Juul Eriksen.
Også rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen Mads Duedahl var til stede i Øster Hassing Forsamlingshus. Han overrækte blomster og diplom til Peter Geert Aas.
- Det er meget sjældent, at man oplever et byggeri helt fra bunden. Det er jo et fantastisk forsamlingshus, de har fået bygget herude, og vi ved, at disse samlingssteder i landsbyerne er utroligt vigtige, siger rådmand Mads Duedahl.
Samfundet bakker op
Byen, som både har vundet fællesskabsprisen i 2018 og årets landsby i 2019, møder også stor opbakning fra dens borgere.
Ifølge Peter Geert Aas kom idéen til at bygge et helt nyt forsamlingshus, da man sad og diskuterede, hvordan man skulle få det gamle til at være mere tidssvarende.
Man blev mødt med opbakning fra Aalborg Kommune og flere fonde, som gerne ville støtte projektet. Men ikke nok med det, så var der også stor opbakning fra samfundet i og omkring Øster Hassing.
Der er blevet købt lejebeviser for 180.000 kroner, fortæller Peter Geert Aas. Et lejebevis til Øster Hassing Forsamlingshus koster 2000 kroner, og man kan med det leje forsamlingshuset indenfor de næste ti år.
- Det er ikke særlig ofte, at lejebeviserne bliver indløst, fordi folk ser det mere som et sponsorat. Men så har man muligheden for at leje huset, siger Peter Geert Aas.
Samlingspunktet for byen
Det nye forsamlingshus blev indviet i august 2020, men måtte, ligesom mange andre ting, lukke for arrangementer kort tid efter på grund af coronasituationen.
Men nu er det åbent igen. Og Peter Geert Aas kan ikke vente med at komme i gang med at bruge huset igen sammen med de andre beboere i Øster Hassing.
- Nu skal vi rigtig til at bruge det og nyde godt af, at vi har nogle tidssvarende lokaler. Det er jo stedet, hvor byen mødes til arrangementer, siger Peter Geert Aas.
Tid til fest
Med landdistriktsprisen fulgte også en præmie på 10.000 kroner. Og med en manglende fejring af indvielsen sidste år, er der ingen tvivl ved Peter Geert Aas om, hvad nogle af pengene skal gå til.
- Vi vil invitere borgerne til indvielsesfest i løbet efteråret. Det kunne være den planlagte julefrokost, som ville være en god måde at sige tak til borgerne, eller tak til os selv, siger Peter Geert Aas.
De resterende penge skal blandt andet bruges på andre småting, som der blev nedprioriteret, da man var i gang med byggeriet.