Skød og dræbte mor for øjnene af børnene på seks og otte: Nu skal sagen i landsretten

Dommen var afsagt, men nu fortsætter det makabre drab i landsretten.

Hvad skal straffen være for at skyde en mor for øjnene af to børn på seks og otte år?

Byretten i Aalborg mente fængsel på livstid, da der i maj sidste år faldt dom i en af de uhyggeligste drabssager i Nordjylland i nyere tid.

Nu skal Vestre Landsret se på sagen mod den 54-årige mand, som 17. september 2021 dræbte sin eks-kone med pistolskud for øjnene af parrets små børn. 

Det skete, da manden opsøgte kvinden på hendes bopæl i Skelagergårdene i Aalborg.

Mandag tager den 54-årige plads på anklagebænken, men allerede før sagen starter, hersker der ingen tvivl om, hvorvidt manden er skyldig i at have dræbt sin eks-kone.

Det var heller aldrig spørgsmålet, da sagen kørte i byretten. Derimod er spørgsmålet om drabet var overlagt, og hvad omstændighederne i øvrigt betyder for den straf, som den 54-årige mand skal have.

Nabo filmede drabet på mobilen

Manden erkendte selv fra starten at have slået sin eks-kone ihjel. Derudover var der flere vidner, der overværede drabet, og et af vidnerne, en nabo til den 41-årige dræbte kvinde, filmede sågar drabet med sin telefon.

En video af et drab som kun dommere og nævninge har set, men som er blevet beskrevet som en "regulær henrettelse."

skelagervej 1

Manden og kvindens to fælles børn på seks og otte år var også til stede, da deres mor blev dræbt. 

Den ene dreng prøvede aktivt at beskytte sin mor mod faren, der flere gange holdt en pistol mod kvindens hoved.

Søn tryglede far om at stoppe

Han skreg og tryglede sin far om at stoppe og om at lade være. Han tilbød faren sin børneopsparing, hvis bare han ville stoppe.

Flere gange slog han til farens hånd med sin drikkedunk og flere gange holdt drengen sin håndflade op mellem pistolmundingen og morens ansigt for at beskytte moren. Drengen stod klos op af sin mor, da hun blev skudt i hovedet.

Netop det faktum, at faren ikke virkede til at lade sig påvirke det mindste af sine egne børns tilstedeværelse under drabet, blev fremhævet af anklageren under byrettens behandling af sagen som et bevis på, at det var et overlagt drab.

Chikane og psykisk vold

Den 54-årige mand blev i byretten også dømt for en lang række andre forhold, som primært omhandler chikane og psykisk vold mod ekskonen i årene op til, han slog hende ihjel. 

Flere vidner, der kendte den dræbte kvinde, har i retten fortalt, at hun blev truet og følte sig overvåget af sin eksmand. Følelsen af overvågning var ikke blot en følelse.

Ved en ransagning af hendes bil fandt politiet ud af, at hun rent faktisk blev overvåget af eks-manden, som i al hemmelighed havde placeret en GPS-sender under hendes bil, og på den måde vidste han altid, hvor hun var.

”Det slutter her”

Det kom frem under sagen i byretten, at samarbejdet om børnene kørte af sporet, efter de gik fra hinanden. 

Det var det, han ville tale med sin eks-kone om den skæbnesvangre dag i september i 2021, da han opsøgte hende på bopælen i Aalborg. Han forklarede i byretten, at han tog pistol med, fordi det var hans opfattelse, at folk lyttede, når man havde en pistol.

Den 54-årige ventede ved bopælen, da kvinden kom hjem sammen med de to børn. 

En nabo har forklaret, at den 53-årige trak en pistol med den ene hånd, mens han fastholdt sin ekskone med den anden og sagde 'det slutter her,' og 'der er ingen vej tilbage nu', og så skød han hende i hovedet.


Seneste nyt

fra Nordjylland