Udtaget til IT landsholdet: Melanie skal inspirere kvinder til at programmere
Melanie Selman håber, at det nye IT landshold kan være med til at trække flere kvindelige studerende til et fag, hvor kun 6 ud af 100 studerende på årgangen er kvinder.
Et nyt IT-landshold skal få flere kvinder til at interessere sig for kodning og software. Lørdag ser Danmarks første landshold dagens lys.
På Aalborg Universitet går der omkring 100 studerende på software-studiet. Kun seks af dem er kvinder.
Det skal et nyt IT landshold med seks af Danmarks bedste, kvindelige superkodere lave om på. Bag det nye IT-landshold står Technology Denmark.
- Meningen med IT Landsholdet er at inspirere flere til at vælge en STEM-uddannelse (red: Science, Technology, Engineering and Mathematics). Det gør vi konkret ved at samle og kanonisere superkodere fra de største universiteter i landet og sammen med vores medlemsvirksomheder vise, hvad de studerende rent faktisk kommer til at arbejde med, siger direktør Mette Beck-Nielsen.
Seks fra AAU
En af de seks landsholdskodere går på Aalborg Universitet, og for Melanie Selman er det en stor ære at få lov til at repræsentere Aalborg Universitet, når landsholdet præsenteres i morgen ved IT i forbindelse med den danske afdeling af Verdens største Counter Strike-turnering i Odense, ESL Pro League Odense 2019.
- Det er vigtig at vise hvor fedt vi har det i tech-verden og hvor stolt jeg er over at være udvalgt til landsholdet. Jeg tror at man som pige er vant til at gemme sig lidt i it-verdenen fordi man føler sig lidt fremmed, og det var faktisk dét, der fik mig til at sige ja. Det er vigtigt at der nogen, der tør at gå forrest og vise at det er evnerne frem for kønnet, der tæller.
- Software er i næsten alt, og derfor kan man arbejde med så mange ting. Jeg har været med i projekter hvor vi skulle lave vores egen blockchain og udviklet et system som der kunne danne de bedste grupper ud fra gruppepsykologi. Man kan få lov til at lave så meget forskelligt, siger Melanie Selman, der går på femte semester på software-studiet på Institut for Datalogi på Aalborg Universitet.
Første IT-landshold i Danmark
IT landsholdet bliver det første landshold i programmering herhjemme - og at det udelukkende består af kvinder er ikke tilfældigt.
- Det giver resultater, når man kobler virksomhederne med uddannelserne, men det nytter ikke noget hvis vi ikke samtidig inspirerer flere til at søge ind på en STEM-uddannelse. Det gælder ikke mindst unge kvinder. Det er alt andet lige lettere at inspirere den halvdel af målgruppen, der stadig mangler at få øjnene op for de karrieremæssige muligheder inden for IT, end ved at blive ved med at presse unge mænd, siger Mette Beck-Nielsen.
Melanie Selman blev udvalgt som backend-spiller for IT Landsholdet tidligere på måneden efter anbefaling af en underviser på Aalborg Universitetet.
- Måske sidder der nogle piger derhjemme, der skal vælge uddannelse om et halvt år, og måske tænker - hvis de kan, så kan vi nok også - og måske er der også en plads til os, siger hun om grunden til at stille sig op og blive et forbillede for nye, kvindelige superkodere.
Landsholdet skal i forbindelse med lanceringen løse en softwareudfordring, der kommer til at omhandle selve turneringen. Indholdet i softwareudfordringen afsløres på kampdagen.