Blog: Den-unten-ranme!

De facto er en valgkamp i gang, men lige præcist på pensionsområdet synes der at være en vis politisk forsigtighed med at love alt for meget guld og grønne skove

”Denuntenranme”. Tættere kommer jeg ikke på at bande på skrift. For mig er det ord i særlig grad nordjysk. Når ordet falder i en omgang sparken dæk, så ved jeg at der er vanskelige og alvorlige emner på banen.

Fornylig blev det brugt i en snak om nye pensionsregler. Eller ”tilbagetrækningsordninger”, som det hedder på politikersprog. Godt det ikke er mig, der skal finde de vises sten, og komme op med en ordning, hvor både dem der tjener mange penge og alle os andre bliver tilfredse.

Godt det ikke er mig, der skal finde en ordning, hvor både fysisk nedslidte og psykisk nedslidte tilgodeses. Og godt det ikke er mig, der skal finde en ordning, hvor der også bliver taget retfærdigt hensyn til dem, der enten lige er flyttet til vores land eller aldrig har sat deres ben på arbejdsmarkedet.

Valgkamp med forsigtighed

De facto er vi i gang med en valgkamp, men lige præcist på pensionsområdet synes der at være en vis politisk forsigtighed med at love alt for meget guld og grønne skove. Det forstår jeg godt. Risikoen for i årene der kommer at blive sat i gabestok for løftebrud er så sandelig også til at få øje på.

Måske er emnet i virkeligheden så kompliceret og vidtrækkende, at det ikke hører hjemme i den daglige politiske mudderkastning, og derfor heller ikke i en valgkamp. I hvert fald ikke en dansk valgkamp, hvor alvoren sandsynligvis vil forsvinde i farverige valgplakater, nøgleringe med partilogoer og uforpligtende politiske hurraord.

En ældre dame jeg kendte engang stemte i mange år på den samme, fordi ”han havde sådant et pænt hår”. Hvis det er det der afgør, hvem vi tillader at bestemme over vores ”tilbagetrækning”, så er jeg allerede meget bekymret.

Store armbevægelser og hurtige meninger

Beslutninger om vores alderdom fortjener noget andet. For eksempel et par år med politisk borgfred, hvor tiden blev brugt til at finde ud af, hvad vi alle sammen rent faktisk ved og mener om emnet. Jeg tvivler på at vi alle ved noget om, hvordan man sammenligner fysisk og psykisk nedslidning.

Jeg tvivler også på at vi alle har fuldstændig styr på både vores fornuft og vores samvittighed i spørgsmålet om offentlig pension til dem, der aldrig har været på arbejdsmarkedet. Store armbevægelser og hurtige meninger gør det nok ikke alene. Hvis vi er heldige har videnskaben allerede bedre styr på det, men hvad med alle os andre?

Jeg er ret sikker på, at der findes nogle særdeles folkevalgte, som ikke tror på, at alle vi andre kan finde ud af, hvad vi vil. Det er de samme politikere, som ofte taler kraftigt imod folkeafstemninger.

Men tænk, hvis vi hver især fik mulighed for at gå ind i stemmeboksen, og selv tage direkte stilling. Ikke kun til vores egen alderdom, men også til alle de andres alderdom. Kan vi? Tør vi? Vil vi? ”Denuntenranme”.


Seneste nyt

fra Nordjylland