TV2 Nord

Landmand i chok: - Jeg er sikker på, det var ulven

Foto: Kim Andersen

Søndag morgen fandt landmand Kim Andersen fra Hørby ved Østervrå en nyfødt kalv, der var blevet bidt ihjel af en ulv bare 300 meter fra et beboet hus.

Landmand Kim Andersen har svært ved at sætte ord på det chok, han fik, da han søndag morgen gik ud for at se til sine køer, uden at hans stemme ryster.

Det er simpelthen forfærdeligt. Det er jo mishandling.

Kim Andersen, landmand

- Det er simpelthen forfærdeligt. Det er jo mishandling, siger han til TV2 Nord.

For på en mark ikke langt fra hans gård ved Hørby havde en nyfødt kalv ikke overlevet natten. Det var ikke frosten, der havde slået den ihjel, men derimod en ulv. Det er i hvert fald Kim Andersens stærke mistanke efter at have set, hvordan ryggen på den lille kalv er blevet flænset op og ædt.

- Hele rygraden er væk. Det ser meget voldsomt ud, og det er tydeligt at se, at det har været et stort dyr, der har rykket rundt med kalven, og vi kan også se, hvordan den har kæmpet for sit liv, fortæller Kim Andersen.

Kalven levede inden angreb

Ifølge Kim Andersen var kalven levende, da den blev angrebet. Det er der flere tegn på.

- Hvis kalven havde været dødfødt, havde det været noget andet. Så ville den sandsynligvis også være blevet bidt i hovedet, fordi den allerede lå ned på jorden, og den ville have været blank endnu efter fødslen. Men vi kan se på dens klove, at den har været oppe at stå og gå, før den døde, siger Kim Andersen. 

  Foto: Kim Andersen

Han er født og opvokset på landet og har haft med dyr at gøre hele sit liv. Derfor har han også før set dyr, der er blevet bidt af hunde eller ræve, men han har aldrig set noget som dette. 

Læs også Landmand efter bekræftet ulveangreb: - De hører ikke til i Danmark

- Jeg er sgu i chok over, at det kan ske. Og så så tæt på et hus, som det her er sket. Der er ikke mere end 300 meter ned til vores nabo herfra. Det er simpelthen for meget, at vores dyr ikke kan gå ude og have det godt, men at de nærmest skal spærres inde for at være i sikkerhed, siger Kim Andersen.

- Ulve skal ikke gå frit

En dyrlæge er søndag eftermiddag på vej til gården for at undersøge den døde kalv og måske endeligt fastslå, hvordan den er kommet af dage. 

Læs også Ulv er spottet i Haverslev

Men Kim Andersen er ikke i tvivl om, at det er en ulv, der er gået til angreb på kalven. I jorden omkring stedet, hvor kalven blev fundet, er der fundet adskillige store potespor, som ikke ville komme fra hverken fra nogle af køerne eller en ræv. 

  Foto: Kim Andersen

- Jeg har hele tiden sagt, at det har ikke nogen berettigelse at have ulve til at gå frit omkring i Danmark. Det kan jo ikke passe, at os med dyr, skal gå og pakke dem ind, som om de var i en zoologisk have. Det er frygteligt, at dyr skal lige sådan en død, og jeg kan ikke fatte, at jeg er omgivet af mennesker, der mener at ulve bare skal gå løst, siger Kim Andersen. 

02:03

En landmand fra Hørby har mistet en nyfødt kalv. Han er overbevist om, at det er en ulv, der har dræbt og ædt kalven.

Luk video

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord