LykkeLiga er på jagt efter nye spillere: Opretter hold i Hobro

På bare to år har den populære håndboldklub LykkeLiga oprettet 40 hold. Nu kommer der også et i Hobro.

Der er gode nyheder til de børn, som bor i Hobro-området og godt kunne tænke sig at gå på håndboldholdet LykkeLiga.

Den populære håndboldklub for udviklingshæmmede børn opretter nemlig et helt nyt hold i Hobro.

- Hvis man kigger på "lykke-kortet", så mangler der et hold i Hobro, og derfor opretter vi nu et hold der. Vi har allerede fået et par henvendelser, så vi er så glade, siger Rikke Nielsen til TV2 Nord.

Det er HIK-Rosendal Håndboldklub i Hobro, der skal stå for holdet, og er nu på jagt efter familier, hvor børnene har et udviklingshandikap.

40 hold på to år

Det er nordjyske Rikke Nielsen, der står bag populære LykkeLiga. Hun oprettede det første hold i Gistrup for to år siden, fordi hun savnede noget sport, som hun kunne lave sammen med sin datter Magda.

Rikke Nielsens datter har Downs Syndrom, og det gik op for Rikke, at der ikke fandtes noget sted at spille håndbold for børn som hende.

Siden da har klubben voksede sig stor og spredt sig med lynets hast. Klubben har knap 600 spillere fordelt på snart 41 klubber rundt i hele Danmark. Herunder har klubben også et hold på Bornholm, Færøerne og et i Grønland.

- Det er helt vildt, at det er gået så stærkt. Jeg troede jo bare, det var mig og Magda, der savnede sporten, men vi var tydeligvis ikke de eneste. Så det er helt overrumplende med al den interesse, og jeg er stadig overvældet over det, siger Rikke Nielsen.

Med det nye hold i Hobro er der nu syv LykkeLiga-hold i Nordjylland. De ligger i Aalborg, Aabybro, Aars, Frederikshavn, Dronninglund og Thisted.

- Nordjylland er ved at blive til "Lykke-Nordjylland", siger Rikke Nielsen stolt.

Den første træning på det nye hold er torsdag den 14. marts klokken 17:30 i Rosendalhallen.


Seneste nyt

fra Nordjylland