Vesthimmerland venter næsten 19 minutter på politiet

Vesthimmerlands Kommune har en af de højeste responstider for politiudrykninger i landet. Borgmester Knud Kristensen er rasende over det høje gennemsnit.

Vesthimmerlands Kommune skraber bunden i en ny rapport over politiets responstider i Danmark. Det tager gennemsnitligt 18 minutter og 39 sekunder for politiet at nå frem - 10 minutter langsommere end i Aalborg Kommune.

- Det er da et stort problem, hvis der sker noget, og vi skal vente så lang tid, siger Hans Peter Haparanda fra Aars, da TV2 Nord møder ham på gaden fredag.

Han og de andre borgere i Vesthimmerlands Kommune får opbakning af borgmester Knud Kristensen (Konservative), der ikke er tilfreds med de lange responstider. 

- Jeg er rasende over, at man siger, man skal skal klare sig med noget andet end de store byer. De borgere, der bor her, betaler skat. De har nøjagtigt samme rettigheder som alle andre, og det kan ikke passe, at Danmark skal skrues sammen af rene storbyer, siger han.

Hos politiet erkender man, at det går for langsomt, men forklarer, at det er en svær opgave at bringe responstiderne ned.

- Det tager for lang tid. Hvis jeg kunne, ville jeg helst have, at patruljevognen var der efter halvandet minut, men vi har en geografi, vi kæmper med, siger politiinspektør hos Nordjyllands Politi Ole Kristensen.

- Der er ikke nogen, der kan undvære en politibil mere end nogle andre. Så jeg har alt mulig forståelse for borgernes bekymring, og jeg håber, at det kommer til udtryk, at vi hele tiden arbejder på at komme hurtigere ud, fortsætter han.


Seneste nyt

fra Nordjylland