Politiet om karneval: Vi er klar

Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix) Arkiv.

På trods af maskeringsforbud, Paludan-deltagelse og Folketingsvalget er Nordjyllands Politi klar til Aalborg Karneval 2019.

Det skal være trygt at tage til Aalborg Karneval. Derfor gør Nordjyllands Politi brug af erfaringer fra de forrige år, når de 80.000 karnevalister skal feste i gaderne. 

- Vi gør det samme, som de andre år. Vi sikrer området, så der ikke kan komme biler ind. Vi er tilstede med den mængde af politifolk, som vi har erfaring med, er passende, siger Ole Kristensen, chef for Operativ center ved Nordjyllands Politi.

Selvom Politiet ikke ønsker at oplyse præcist, hvor mange betjente der afsættes til at sørge for sikkerheden under valget, skal politikredse i hele landet afgive op imod 30 betjente hver, ifølge tillidsmænd.

Men det kommer ikke til at påvirke sikkerheden, når Aalborg Karneval løber af stablen:

- Vi trækker ret voldsomt på vores ressourcer, men det her kan vi også godt håndtere. Der er ikke noget i personalebruget der gør, at vi ændrer koncepterne, fastslår Ole Kristensen, Chef for Operativ Center ved Nordjyllands Politi.

- Men vi kan mærke i vores planlægning, at det er sværere at få afholdt ferie og lignende.

Som en del af den tryghedsskabende indsats vil der også være videoovervågning af Kildeparken samt andre relevante indfaldsveje. 

- Vi kan benytte videodokumentation som en del af vores efterforskning, for eksempel hvis der opstår en voldssag, siger Ole Kristensen. 

  Foto: TV2 Nord

Maskeringsforbud til en udklædningsfest

Har man valgt en udklædning, der dækker ens hoved, skal man ifølge Nordjyllands Politi ikke være nervøs for det lovbestemte maskeringsforbud.

- Maskeringsforbuddet forholder vi os meget pragmatisk til. Det er åbenlyst en del af deres udklædning, så det gør vi ikke noget ved, siger Ole Kristensen. 

  Foto: TV2 Nord

Stram Kurs deltager i optoget

Rasmus Paludan og partiet Stram Kurs har meldt deres deltagelse til Aalborg Karneval, men det er ifølge Ole Kristensen ikke noget, der får betydning for den planlagte sikkerhedsindsats.

- Vi kører en særlig beskyttelse af ham, ligesom når han deltager i andre arrangementer, siger Ole Kristensen, chef for Operativ Center ved Nordjyllands Politi, og fortsætter:

- Alle skal kunne være der, hvor de har lyst til at være. Det gælder også Rasmus Paludan. 

 

  Foto: Daniel Mikkelsen

Ekstra ambulancer, læger og behandlersygeplejersker

Region Nordjylland har indsat ekstra mandskab i forbindelse med festdagen. Der vil udover ekstra bemanding på akutmodtagelsen og i AMK-vagtcentralen, hvor man modtager 1-1-2 opkald, være et såkaldt fremskudt beredskab.

I Kildeparken vil der være et telt med læger og behandlersygeplejersker, der dels kan tage sig af mindre flænger og forstuvninger, dels gæster, der på grund af alkohol eller stoffer, ikke kan tage vare på sig selv.

En gående akutlæge kan kaldes rundt i byen, hvis der opstår situationer, hvor en ambulance har svært ved at nå hurtigt nok frem. 

Der er også indsat ekstra ambulancer, der blandt andet kan køre tilskadekommende fra den fremskudte skadestue til hospitalet.

Derudover kan man søge hjælp ved samaritterne, der ikke hører under Region Nordjylland.  

01:47

Sidste år så karnevallet sådan her ud, da det strøg opad Vesterbro.

Luk video

 

 

Flere nyheder fra TV2 Nord