Forældre skulle hjemsendes til Syrien: Mor indlagt på sygehuset

Syrisk mor og hendes datter blev indlagt på Regionshospital Nordjylland i Hjørring få timer før, forældrene skulle have været hjemsendt til Syrien.

Fredag formiddag udspillede der sig et drama hos en syrisk familie i Brønderslev med pludselig sygdom og hjertemassage.

Ægteparret Suhil Ahmad Almohamad og hans kone Dalal Hussein Khalil skulle efter planen have været rejst til Udrejsecenter Sjælsmark, hvorfra de senere skulle hjemsendes til Syrien.

Forældrene har nemlig fået afvist deres anmodning om opholdstilladelse i Danmark, mens deres syv børn og ni børnebørn har fået lov til at blive i landet. 

Det har både Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet besluttet.

Ifølge ægteparrets søn, Mahmoud Suhil Almohamad, faldt hans søster pludselig om på badeværelset med alvorlige kramper og efterfølgende bevidstløshed.

Da moren, Dalal Hussein Khalil, så datteren ligge bevidstløs på badeværelsesgulvet faldt hun selv om og blev bevidstløs.

- Vi fik hurtigt ringet efter ambulancer, og der kom en hjerteløber, som begyndte at give min søster hjertemassage, forklarer Mahmoud Suhil Almohamad, som fortæller, at der var gråd og tårer, og at det hele var meget dramatisk.

Uvis situation

Det var meningen, at søsteren sammen med Mahmoud Suhil Almohamad fredag middag skulle have afleveret forældrene på Udrejsecenter Sjælsmark.

Men sådan kommer det indtil videre ikke til at gå, for både søsteren og hendes mor blev indlagt til observation på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. 

Moren blev dog udskrevet efter nogle timer på hospitalet, mens søsteren fredag eftermiddag fortsat er indlagt.

Mahmoud Suhil Almohamad ved ikke, hvordan situationen bliver for forældrene, nu moren har været indlagt. Men han har haft bekendte til at kontakte Udlændingestyrelsen om formiddagens begivenheder i familiens hjem i Brønderslev.

- Lige nu afventer vi situationen, lyder det fra en tydelig berørt Mahmoud Suhil Almohamad.






Seneste nyt

fra Nordjylland