Mette Frederiksen blev væk fra Socialdemokratisk festdag

Enorm skuffelse blandt de strejkende nordjyske sygeplejersker. Lørdag havde de set frem til at møde statsminister Mette Frederiksen i Brønderslev, i anledning af jubilæet for den lokale socialdemokratiske partiforening. Men nok engang fik sygeplejerskerne en lang næse.

Slagsangene gav genlyd i Brønderslevs gader lørdag, da strejkende sygeplejersker var på vej for tage opstilling udenfor Den Runde Pavillon i Brønderslev i håb om at få statsminister Mette Frederiksen (S) i tale.

- Vi havde planlagt arrangementer her, fordi vi forventede, at Mette Frederiksen var her. Jeg har hørt mange sygeplejersker på vejen herop sige: Ej hvor er det ærgerligt, at hun ikke kommer, siger Grete Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd.

Sammen med de to ministre Dan Jørgensen og Ane Halsboe-Jørgensen, skulle statsministeren efter planen have været med til at fejre de lokale socialdemokraters 150-års jubilæum i Den Runde Pavillon.

Skuffet over afbud

Men to dage inden melder Mette Frederiksen afbud.

- Jeg er lidt skuffet. For det første kommer afbuddet så sent, og så syntes vi, at Brønderslev også fortjener, at der kommer en toppolitiker fra Socialdemokratiet, siger formanden for Socialdemokratiets fællesledelse i Brønderslev Kommune, Kurt Kristensen.

Måske havde sygeplejerskerne luret, at statsministeren og - klimaministeren for den sags skyld, alligevel ikke ville dukke op. Et af skiltene til demonstrationen lyder: Hulubulu - Mette, hvor er du?

- Der er ingen tvivl om, at vi ikke kan løse det her uden at få nogle politikere på banen. Det ved vi godt selv, men de stikker hovedet i busken, og vi mangler dem, siger Anja Eldrup, der var en af de fremmødte (strejkende) sygeplejersker.

- Nu er det her en faglig konflikt, og derfor skal man passe på, hvad man gør som regering og som politiker, men det er klart, at jeg lytter altid gerne og har stor respekt for det faglige fællesskab, siger Ane Halsboe-Jørgensen (S), Uddannelses- og Forskningsminister, der var i Brønderslev lørdag.
- Nu er det her en faglig konflikt, og derfor skal man passe på, hvad man gør som regering og som politiker, men det er klart, at jeg lytter altid gerne og har stor respekt for det faglige fællesskab, siger Ane Halsboe-Jørgensen (S), Uddannelses- og Forskningsminister, der var i Brønderslev lørdag.
Foto: Christian Pedersen, TV2 Nord

Udeblev uden forklaring

Den lokale formand for partiets fællesledelse i Brønderslev Kommune har ikke fået nogen forklaring på statsministerens udeblivelse.

- Der kan ske så meget med corona eller EU. Jeg tror, hun er en travl dame, så jeg håber, hun har en god begrundelse, siger Kurt Kristensen.

Men om statsminister Mette Frederiksen ligefrem frygter at mødes med strejkende sygeplejersker, vil Grethe Christensen ikke sige noget om.

- Jeg skal ikke kunne sige, hvad der er grunden til, at hun har meldt afbud her i dag. Der kommer sikkert flere lejligheder, hvor vi kan se, at hun er nogle steder, og vi forsøger at møde hende.

Pressetjeneste melder pas

Heller ikke statsministeriet eller Socialdemokratiets pressetjeneste, kan give en forklaring på statsministerens afbud til partijubilæet med de strejkende sygeplejersker udenfor.

Når nu det ikke lykkes at få statsministeren i tale, så får sygeplejerskerne lov at veksle et par ord med Uddannelses og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

- Nu er det her en faglig konflikt, og derfor skal man passe på, hvad man gør som regering og som politiker, men det er klart, at jeg lytter altid gerne og har stor respekt for det faglige fællesskab, siger Ane Halsboe-Jørgensen (S), Uddannelses- og Forskningsminister.

Det er kun to dage siden, sygeplejerskerne sidst forsøgte at få en politiker i tale. Dengang var det regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Rettelse til artiklen

Tidligere fremgik det af artiklen, at Kurt Kristensen er formand for Socialdemokratiet i Brønderslev. Men det er ikke korrekt. Formanden er Otto Bjerre.

Kurt Kristensen er formand for Socialdemokratiets fællesledelse i Brønderslev Kommune.

Vi beklager fejlen, der nu er rettet i artiklen.

Se historien fortalt som TV-indslag:


Seneste nyt

fra Nordjylland