Borgmester: Forårsmesse burde have været aflyst
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Borgmester Birgit S. Hansen er lodret uenig med direktør Per Malmberg i Arena Nord.
Borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, er uenig med Arena Nord, når det gælder beslutningen om at gennemføre Forårsmessen i weekenden.
Statsminister Mette Frederiksen oplyste fredag formiddag, at regeringen anbefaler, at alle arrangementer i marts med over 1000 deltagere bør aflyses eller udsættes. Det skriver Kanal Frederikshavn.
Forårsmessen samler normalt over 10.000 gæster, men alligevel gennemfører Arena Nord messen med det argument, at messen afvikles i fire haller. Dermed er der ikke 1000 mennesker i nogen hal på samme tid i løbet af messens 14 timer lange åbningstid.
- Arena Nord er en selvejende institution, og jeg har respekt for ledelsens og bestyrelsens overvejeler, men jeg synes, de skulle have lyttet til statens anbefalinger. Vi kan jo se, hvad der ellers sker af aflysninger rundt omkring i landet, udtaler Birgit S. Hansen til Kanal Frederikshavn.
Borgmesteren oplyser, at Forsyningen, Byfonden og Park & Vej trækker sig fra Forårsmessen. Deres stande er sat op, men de forbliver ubemandede hele weekenden.
- Som myndighed kan vi ikke trodse anbefalingerne fra en anden myndighed, selv om vi har stillet alt op og havde glædet os til Forårsmessen, siger Birgit S. Hansen.
- Som myndighed kan vi ikke trodse anbefalingerne fra en anden myndighed, selv om vi har stillet alt op og havde glædet os til Forårsmessen
Birgit S. Hansen, borgmester Frederikshavn Kommune
Aflyser også jobmesse
Frederikshavn Kommunes Jobmesse, der skulle afholdes den 11. marts 2020, er som følge af myndighedernes tiltag også blevet aflyst. Årsagen er regeringens nye tiltag til at forhindre yderligere spredning af coronavirus i Danmark
Aflysningen får ingen indflydelse på ydelsen for de ledige, der var indkaldt til Jobmessen af Jobcentret. Indkaldelsen annulleres, men på grund af systembelastning er det nødt til at ske manuelt.
- Cirka 40 virksomheder havde meldt sig til Jobmessen. De tilmeldte virksomheder har alle ledige stillinger eller forventer at få det i løbet af året. Da virksomhederne fortsat har et rekrutteringsbehov, præsenterer Frederikshavn Kommune de tilmeldte virksomheder og deres konkrete behov. Borgere er velkomne til at kontakte Jobcenter Frederikshavn for mere information om de ledige stillinger, skriver kommunen i en pressemeddelese.