Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Coronarestriktioner er fortid: Se tidslinjen over pandemien

Foto: Henning Bagger, Ólafur Steinar Rye Gestsson og Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Fra tirsdag forsvinder de sidste corona-restriktioner. Få overblikket over, hvordan pandemien har påvirket Nordjylland i snart to år.

En ny måned er begyndt, og afskeden med januar 2022 betyder samtidig et farvel til langt de fleste coronarestriktioner.

Fra 1. februar er covid-19 ikke længere kategoriseret som en samfundskritisk sygdom i Danmark, og dermed ophæves næsten alle de restriktioner, pandemien har medført.

Det tyder altså på, at vi kan gå foråret i møde med et åbent samfund, hvilket ikke har været tilfældet i de seneste år. 

11. marts 2020 holdt statsminister Mette Frederiksen (S) nemlig et historisk pressemøde, hvor regeringen første gang indførte en større nedlukning af samfundet.

Størstedelen af samfundet blev genåbnet nogle måneder senere, men siden har der været flere nye nedlukninger. Det ser dog umiddelbart ud til at være fortid nu.

Du får her en tidslinje over, hvordan coronapandemien har påvirket Nordjylland i de seneste to år. 

1. februar 2022

Næsten to år efter den første coronanedlukning af store dele af samfundet er restriktioner igen fortid. Spørgsmålet er nu, om coronarestriktioner endegyldigt hører fortiden til, eller om der bliver brug for at indføre restriktioner igen?

26. januar 2022

Regeringen fortæller på et pressemøde, at coronarestriktionerne snart er fortid. Epidemiudvalget har godkendt regeringens indstilling til, at alle restriktioner forbundet med kategoriseringen som samfundskritisk sygdom ophører 31. januar.

- Alle bakker op om, at Danmark skal blive fri fra restriktioner, siger sundhedsministeren på pressemødet.

24. januar 2022

I hjemmeplejen er flere kommuner presset som følge af coronasygemeldinger blandt personalet. Aalborg Kommune aktiverer en nødplan, som indebærer at blandt andet ansatte i ikke-kritiske funktioner kan træde ind i hjemmeplejen og varetage kritiske funktioner.

14. januar 2022

Coronasygemeldinger blandt personalet i daginstitutionerne er et stort problem. Fire ud af fem dagtilbudsledere fortæller i en undersøgelse, som pædagogernes fagforening BUPL har lavet, at de inden for den seneste uge har haft coronasmittede medarbejdere.

Aalborg Kommune opfordrer i et brev forældre til at oplyse om deres pasningsbehov, så åbningstiden i daginstitutionerne kan indrettes efter det. BUPL mener, at institutionerne skal have lov til at justere åbningstiden eller antallet af børn, når smitten stikker af.

5. januar 2022

Eleverne vender tilbage til skolerne. Skolerne har udleveret gratis selvtests, så eleverne kan blive test derhjemme flere gange om ugen i et forsøg på at undgå, at coronasmitten løber løbsk.

26. december 2021

Der bliver sat hidtidig smitterekord i Danmark med 14.844 nye coronatilfælde på et døgn.

23. december 2021

Der er rekordlange køer ved de nordjyske kvikteststeder, hvor mange ønsker at blive testet før jul. Mange steder i regionen resulterer det i flere timers ventetid.

15. december 2021

Skoleelever sendes fra og med 15. december hjem på forlænget juleferie til og med 4. januar i et forsøg på at bremse smittespredningen.

8. december 2021

Det bliver nu muligt at blive vaccineret mod coronavirus hos egen læge.

1. december 2021

Styrelsen for Patientsikkerhed bekræfter, at en koncertgænger har været smittet med Omikron-varianten ved en Martin Jensen-koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center 27. november. Senere bliver det meldt ud, at mindst ti deltagere i koncerten har været smittet med virusvarianten.

29. november 2021

Krav om mundbind i supermarkeder, detailhandel og offentlig transport genindføres. Samme krav gælder for besøgende og pårørende på hospitaler.

28. november 2021

Omikron-varianten, der først er fundet i Sydafrika, bliver for første gang påvist hos en dansker, der er smittet med coronavirus. Samme dag bliver det meldt ud, at Sundhedsstyrelsen nu anbefaler børn i alderen fem til 11 år at blive vaccineret mod covid-19.

15. november 2021

Vesthimmerlands Kommunes borgmester Per Bach Laursen (V) modtager et negativt testsvar på sin PCR-test og kan dermed ånde lettet op. Kommunen kan gennemføre sin valgaften som planlagt i forbindelse med kommunalvalget 16. november.

Et kommunalvalg, hvor antallet af brevstemmer er rekordhøjt. Formentlig, fordi flere af frygt for coronasmitte brevstemmer frem for at møde op på valgstederne.

Tidslinjen fortsætter efter videoen

Vesthimmerlands Kommunes borgmester Per Bach Laursen (V) frygtede, at han måtte tilbringe kommunalvalgaftenen 16. november i coronaisolation. Dagen før valget modtog han dog et negativt svar på sin PCR-test, og det var gode nyheder for borgmesteren, som dagen efter sikrede sig fire år mere på posten.

11. november 2021

Et større smitteudbrud rammer Aars Skole, hvor 54 elever og fem lærere bliver testet positive for coronavirus. Samme dag får covid-19 indflydelse på kommunalvalgkampen i Vesthimmerlands Kommune, da Dansk Folkepartis spidskandidat i kommunen testes positiv. Hun har forud for sin positive test deltaget i vælgermøder med andre kandidater, og valgkampen sættes derfor i bero.

8. november 2021

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyser på et pressemøde, at regeringen ønsker at genindføre coronapasset en række steder. For at krav om coronapas kan blive genindført, skal coronavirus karakteriseres som en samfundskritisk sygdom. Det sker 11. november.

5. november 2021

Region Nordjylland åbner nye PCR-teststeder, og Falck genåbner en række hurtigteststeder. Med oprettelsen af de 12 nye teststeder, bliver der fra 8. november i alt 28 teststeder i regionen. Samtidig bliver der skruet op for åbningstiderne på de eksisterende teststeder, ligesom der opskaleres på antallet af podere.

29. oktober 2021

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) indkaldte på baggrund af en periode med høje smittetal Folketingets partier til en briefing om coronasituationen. Ministeren meldte ud, at smittebegrænsende tiltag kunne blive nødvendige på et tidspunkt.

- Det kan sagtens være, at der kommer behov for restriktioner, sagde Magnus Heunicke.

19. oktober 2021

I Frederikshavn Kommune steg smittetallene, og i efterårsferien havde kommunen det højeste incidenstal i Jylland. Det resulterede blandt andet i, at familien Madsen fra Lyngså måtte bruge efterårsferien i isolation, da to af familiens fire børn var testet positive for coronavirus.

30. september 2021

Danmark nåede ikke målet om en vaccinetilslutning på 90 procent inden 1. oktober 2021. Det stod klart dagen før deadlinen, da det kun var 86,6 procent af dem, der var tilbudt vaccinen, der havde modtaget første vaccinestik.

I Nordjylland var tallet dog lidt højere end landsgennemsnittet. Her havde 88,2 procent modtaget det første stik. Selvom målet ikke helt blev nået, var daværende regionsrådsformand Ulla Astman (S) tilfreds.

- Det er ikke helt de 90 procent, men det er meget tæt på. Der er rigtig mange nordjyder, der har takket ja til vaccinen, og det er jeg kun glad og tilfreds med, sagde hun.

24. september 2021

Genåbningsglæden var stor hos mange, men coronasmitten slap ikke uden videre sit tag i Nordjylland. I slutningen af september var smittetallene høje i flere nordjyske kommuner, og det betød, at flere arrangementer blev aflyst. For eksempel en frivillighedsfest i Hjørring Kommune.

10. september 2021

Den nuværende kategorisering af covid-19 som en samfundskritisk sygdom ophører.

Det betyder, at det er slut med alle restriktioner. Det er ligeledes slut med at skulle vise coronapas og med automatiske nedlukninger af sogne og kommuner.

1. september 2021

Kravet om mundbind/visir udfases helt. Samtidig må barer, diskoteker, caféer og restauranter vende tilbage til åbningstiderne før coronatiden.

Tidslinjen fortsætter efter videoen

I Skagen blev genåbningen af nattelivet markeret på en helt særlig måde, da 13 cafeér, restauranter og barer valgte at lukke deres restaurationer før tid, i solidaritet med byens eneste diskotek, Buddy Holly.

1. august 2021

Kravet om coronapas hos en række kulturinstitutioner bortfalder. Det gælder blandt andet teatre, forlystelsesparker, udendørs kulturaktiviteter og fitnesscentre.

Hos Nymarksminde Farmpark bliver den nye lempelse taget imod med blandede følelser.

15. juli 2021

Nattelivets åbningstid udvides yderligere til klokken 02.00, ligesom forbud mod salg af alkohol lempes tilsvarende.

Det vækker stor begejstring hos en flok unge, festglade nordjyder.

1. juli 2021

Arealkrav og afstandsbefalinger ophæves for serveringssteder mv., hvor gæster sidder ned. Forsamlingsforbuddet indenfor hæves til 250 personer. Hidtil har det været på 100 personer.

14. juni 2021

Kravet om mundbind fjernes fra store dele af samfundet. På alle områder undtagen i den kollektive transport, når man ikke sidder ned.

2. juni 2021

På grund af stor smittespredning i Jomfru Ane Gade har Folketingets epidemiudvalg valgt at lukke for gadens barer og værtshuse.

21. maj 2021

Alle elever på ungdoms- og voksenuddannelser samt studerende på videregående uddannelser må igen møde op til undervisning. Derudover åbnes for de resterende idræts,- fritids- og foreningsaktiviteter med krav om coronapas.

Samtidig må indendørs faciliteter i zoo mv, åbne med krav om coronapas, mens det indendørs forsamlingsforbud hæves til 50 personer og det udendørs til 100 personer.

Fire dagplejebørn og deres dagplejeleder er glade for endelig at kunne tage på udflugt. De er taget en tur i Nordsøen Oceanarium.

6. maj 2021

Forsamlingsloftet hæves til 25 indendørs og 75 udendørs, 30-minutters-reglen for bordreservation på restaurationer fjernes, og spillesteder må have op til 2.000 siddende gæster.

Indendørs idræt og fitnesscentre åbner for personer over 18 år mod fremvisning af coronapas.

På Vendsyssel Teater er teaterdirektøren spændt på at få publikum tilbage.

21. april 2021

Danmark genåbner yderligere, både restauranter, caféer og værtshuse kan igen byde gæster indenfor med krav om bordbestilling og gyldigt coronapas.

De store indkøbscentre må genåbne, og der åbnes for mere indendørs idræt.

6. april 2021

De liberale erhverv, herunder frisører, kosmetologer, massører mv., genåbner ved fremvisning af gyldigt coronapas.

Derudover vender elever fra 5.-8. klasse samt ikke-afgangselever på ungdomsuddannelserne tilbage på halv tid.

22. marts 2021

Forsamlingsforbuddet hæves til 10 personer udendørs.

Der åbnes for udendørs gudstjenester mv. med op til 50 personer, mens forsamlingsforbuddet hæves for udendørs fritids- og foreningsaktiviteter i organiseret regi fra 25 til 50 personer.

15. marts 2021

Efterskoler og højskoler genåbner ligesom også afgangselever i grundskoler og på ungdoms- og voksenuddannelser må vende tilbage til fysisk undervisning en del af tiden.

Store butikker må få flere kunder.

Højskoleeleven Mikkel Bratholt Hansen er glad for endelig at være tilbage.

11. marts 2021

Et år efter at statsminister Mette Frederiksen på det historiske pressemøde lukkede Danmark ned fordi en sundhedskrise, der ikke kender grænser eller race, skyllede ind over Danmark gør vi endnu en mellemregning. For vi kan ikke slå to streger under et facit endnu.

Sygdommen covid-19 har direkte og indirekte haft store både økonomiske og menneskelige konsekvenser. Men det lysner. Over 15.000 danskere modtager hver dag i øjeblikket en dosis vaccine, der skal beskytte mod covid-19. Og danskernes adfærd under det der har føltes som en årelang vinter, gør, at sundhedsmyndighederne anbefaler yderligere genåbning.

6. marts 2021

For første gang er den sydafrikanske mutation fundet hos en borger i Nordjylland.

3. marts 2021

Første tilfælde af den brasilianske corona-variant (kaldet P1) findes i Danmark.

1. marts 2021

Næste fase i genåbningen føres ud i livet og butikker uden for storcentre kan igen holde åbent og julegave-bytningen, der har været godt to måneder, kan gå igang. Samtidig kan afgangsklasserne i grundskolen og på ungdomsuddannelserne møde fysisk op igen.

Genåbningen sker geografisk differentieret, så her i Nordjylland kan også efterskolerne byde eleverne velkommen tilbage.

8. februar 2021

En ny genåbningsproces tager sin begyndelse da de yngste elever (0. til 4. klasse) kan vende tilbage til skolen efter at have været hjemsendt siden 21. december.

Genåbningen kommer som reaktion på et stejlt fald i antallet af indlagte med covid-19. Den 8. februar er 44 nordjyder indlagt på samme tid. Det er flere end der var på noget tidspunkt under første corona-bølge i foråret 2020, men langt færre end de 71 indlagte der var i starten af januar, da der var allerflest indlagt på samme tid.

23. januar 2021

Mads Albertsen og hans team på Aalborg Universitet sekventerer de positive coronaprøver og holder øje med mutationerne.

Han er mere bekymret for en mere smitsom variant end en mere dødelig variant.

Klik her for at se hele dokumentaren om Mads Albertsen og hans team.

16. januar 2021

Første tilfælde af den sydafrikanske variant af corona bliver fundet i Danmark, den er døbt B1351/501Y. Samtidig er andelen af smittede med B117-mutationen (den britiske coronavariant) stigende.

17.745 nordjyder havde denne dag modtaget første stik med enten Pfizer- eller Modernavaccinen. Endnu var ingen nordjyder færdigvaccinerede. På landsplan havde blot fem personer fået stik nummer to på denne dag.

5. januar 2021

Statsminister Mette Frederiksen (S) fortæller på et pressemøde, at forsamlingsforbuddet sænkes til fem personer og afstandskravet ændres fra en til to meter. Risikoniveauet ændres fra niveau fire til niveau fem, der betyder ”udbredt samfundssmitte og risiko for at behandlingskapaciteten på sygehusene overstiges”.

Nytår 2020/2021

2021 begynder med restriktioner og hjemmeundervisning.

27. december 2020

Den første vaccine i Nordjylland gives til 92-årige Chresten Baisgaard på plejehjemmet Birkebo i Aalborg. Samme dag registreres der 2180 nye tilfælde af covid-19 i Danmark.

Tidslinjen fortsætter efter billedet

Julemændenes 2020 blev også ødelagt af coronavirus. Og så alligevel. I Aalborg Zoo kunne man på sikker vis snakke med julemanden, der havde fået sin egen 'snow globe' i haven.

25. december 2020

Resten af detailhandlen lukker ned.

21. december 2020

Liberale erhverv skal igen holde lukket. Det gælder tatovør-, piercing-, spa-, kropspleje, skønheds- og massageklinikker, solarier, frisører og køreskoler samt andre typer af liberalt erhverv, der indebærer tæt fysisk kontakt med kunder. Danmark er nu lukket næsten ligeså meget ned som i foråret - dog er daginstitutionerne stadig åbne.

16. december 2020

Storcentre skal lukke lige midt i julehandlen, de ældste folkeskoleelever sendes hjem og restauranter lukkes for servering.

26. november 2020

Sundhedsminister Magnus Heunicke fortæller, at de første danskere kan blive vaccineret mod corona en måneds tid senere - lige efter jul.

Den første vaccine ankommer til Nordjylland

18. november 2020

Efter massiv kritik har fødevareminister Mogens Jensen (S) valgt at fratræde ministerposten. En udmelding der kommer i kølvandet på skandalesagen om aflivning af mink.

11. november 2020

To tredjedele af de danske mink er aflivet.

TV2 Nord udgiver dokumentaren 'Da Nordjylland smed pelsen'

5. november 2020

Regeringen isolerer syv nordjyske kommuner i fire uger, fordi der er bekymring for virkningen af en kommende vaccine.

Man skal altså ikke krydse kommunegrænserne mellem Vesthimmerland, Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Thisted Kommuner medmindre man har et ‘uopsætteligt behov’.

4. november 2020

Regeringen beslutter at alle mink i landet skal aflives på grund af risikoen for at miste kontrollen med epidemien, fordi mutationer i mink kan påvirke vaccine-effektiviteten hos mennesker.

Daværende faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak er bekymret for, at pandemien starter forfra med udgangspunkt i Danmark.

31. oktober 2020

Sundhedsvæsnet indfører et nyt corona-varslingssystem, der skal give danskerne et overblik over restriktioner og risikoniveau.

  • Risikoniveau 1: Lav lokal smitte med mulighed for opblussen.
  • Risikoniveau 2: Lokale og regionale udbrud af smitte, der kan brede sig.
  • Risikoniveau 3: Udbredt samfundssmitte med potentiale for hurtig acceleration i smittetal.
  • Risikoniveau 4: Udbredt samfundssmitte og begyndende pres på kapacitet på sygehusene.
  • Risikoniveau 5: Udbredt samfundssmitte og risiko for, at behandlingskapaciteten på sygehusene overstiges.

29. oktober 2020

Der indføres krav om brug af mundbind i blandt andet butikker, biografer og på ungdomsuddannelser. Få dage forinden er forsamlingsloftet blevet sænket fra 50 til 10 personer.

13. oktober 2020

Smitten stiger eksplosivt blandt mennesker og mink i Jammerbugt Kommune. Samme dag udtrykker fødevareministeren bekymring for virusmutationer i mink.

7. oktober 2020

De landsdækkende restriktioner forlænges til den 31. oktober.

1. oktober 2020

Over en million mink skal aflives, oplyser daværende fødevareminister Mogens Jensen (S).

41 nordjyske minkfarme har smitte med coronavirus.

18. september 2020

Forsamlingsforbuddet sænkes til 50 personer. Det betyder, at landets caféer, restauranter og barer skal lukke for gæster klokken 22, og at gæster og ansatte skal bære mundbind, medmindre de sidder ned.

Samme dag indfører Nordjyllands Politi et midlertidigt opholdsforbud i Jomfru Ane Gade.

Det nye forsamlingsforbud påvirker blandt andet Louise og Henriks bryllupsfest dagen efter.

17. september 2020

Mens spekulation om, hvordan smitten sprede sig mellem minkfarmene pågår, bliver den 19. nordjyske minkfarm konstateret smittet med coronavirus

3. august 2020

Smitten spreder sig igen i samfundet og selvom antallet af indlagte i Nordjylland er på det laveste niveau i løbet af pandemien, ser man begyndende tegn på øget smitte i samfundet. Flere tester positive i det test-system, der nu udgør et meget finmasket net i forhold til at følge sygdommens udvikling.

I Nordjylland er 635 personer den 3. august blevet testet positive for covid-19 - 26 personer er døde af eller med sygdommen.

Tidslinjen fortsætter efter videoen

Få befolkningsgrupper har været så isoleret som de ældre under corona. Men på Otiumgården i Aalborg fik de 3. juli 2020 besøg af 0. klasse fra Stolpedalsskolen, der brugte kunst til at hjælpe de ældre med afsavn. 

8. juli 2020

Forsamlingsforbuddet, der har ligget på 50 personer, bliver hævet til 100

3. juli 2020

Skyland Bech Camp i Øster Hurup lukker efter første uge med ungdoms-camp. Arrangørerne føler, at de er tvunget til at lukke for at undgå en shitstorm.

1. juli 2020

Tre minkfarme er testet positive for covid-19.

21. juni 2020

Selvom antallet af nye smittede ligger relativt lavt i sommerperioden er der stadig grund til bekymring. Smitten er kommet ind på to tredjedele af de danske sygehuse, og mobile testenheder opsporer smitte i sommerlandet.

17. juni 2020

Der findes coronavirus i en minkbesætning ved Sindal. Dagen efter starter arbejdet med at aflive de 11.000 mink.

8. juni 2020

Forsamlingsforbuddet hæves fra 10 til 50.

Sommeren 2020

Rigtig mange danskere holder ferie herhjemme, og det betyder travlhed på de nordjyske feriedestinationer. Politikommisær Morten Axelsen fortæller, at de aldrig har set så mange mennesker i Skagen

Tidslinjen fortsætter efter videoen

Sommeren 2020 skulle, som i mere end 30 år forinden, have budt på Nibe Festival, men på grund af coronavirus kunne festivalleder Peter Møller Madsen holde fri de fire dage i starten af juli, hvor han normalt er 'på'.

21. maj 2020

Dele af fase tre fremrykkes, så blandet andet zoologiske haver kan åbne igen. Antallet af smittede er faldet støt måneden igennem, og det betyder, at Aalborg Zoo, som ellers havde håbet på en tidligere genåbning, nu kan åbne dørene for gæsterne.

18. maj 2020

Fase to af genåbningen gennemføres. Blandt andet kan de ældste elever vender tilbage til skolen den 18. maj.

Statsminister Mette Frederiksen sagde godmorgen til eleverne på Stolpedalsskolen i Aalborg.

11. maj 2020

Indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer får mulighed for at genåbne.

Påsken 2020

Under nedlukningen bliver nordjyderne kreative.

Der bliver både afholdt drive-in gudstjeneste i Aalborg Lufthavn, dyrket gin-yoga på live-stream, udlånt poser med bøger fra bibliotekerne - og så bliver der indsat ‘coronavagter’ i SuperBrugsen i Løkken.

Politiet melder om rolige påskedage, mens ‘corona-politiet’ har en anden opfattelse på Facebook.

6-årige Jens spredte glæde i Biersted ved at pynte op til påske i hele byen. Flere hundrede perlekyllinger blev det til. Klik på billedet for at læse artiklen.

20. april 2020

Første fase af genåbningen: De liberale erhverv, herunder frisører, kan åbne igen, og på skolerne forsøger de yngste elever at huske at holde afstand.

27. marts 2020

Der er i Nordjylland konstateret 66 tilfælde af covid-19 i Aalborg Kommune og 10 i Mariagerfjord kommune. I de øvrige ni nordjyske kommuner er der konstateret under 10 tilfælde pr. kommune. Med til historien om første bølge af coronavirus i Danmark hører dog, at testkapaciteten var meget begrænset og at man skulle have tydelige symptomer samt en henvisning fra sin læge for at blive testet, så smitten har været mere udbredt end tallene fortæller. Den 27. marts var der 30 indlagte med covid-19 i Nordjylland.

23. marts 2020

Regeringen forlænger nedlukningen - hverdagen er blevet markant anderledes i mange danske hjem.

20. marts 2020

Der er helt stille i Aalborg Lufthavn, hvor størstedelen af de ansatte er blevet sendt hjem.

En gate i Aalborg Lufthavn - helt affolket.

17. marts 2020

Tiltagene for at undgå smittespredning strammes. Statsministeren forbyder forsamlinger på over 10 personer og beder en lang række butikker og restauranter om at holde lukket.

Samme aften taler dronningen til folket.

En familie lytter til dronning Margrethes tv-tale fra Fredensborg Slot om den alvorlige situation i forbindelse med udbredelsen af coronavirus, tirsdag den 17. marts 2020. Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix

13. marts 2020

Grænserne til landet bliver lukket.

En 80-årig mand, der var smittet med covid-19, døde natten til d. 13. marts på Aalborg Universitetshospital. Han var den første dansker, der døde, mens han var smittet med covid-19. Manden blev først testet positiv efter sin død.

En af de sidste passagerer på ColorLines færge i Hirtshals inden færgelejet lukker ned, lørdag den 14. marts. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

12. marts 2020

I Meny i Skalborg gør butikschef Anders Mogensen status dagen derpå. En kunde købte 100 pakker gær, fortæller han.

-Vi må håbe, han er bager, fordi ellers er det lidt usmageligt

Samme dag opfordrede dagligvarehandlen, erhvervsministeren og daværende fødevareminister til at handle ind, som man plejer.

11. marts 2020

Regeringen annoncerer, at landet skal lukkes ned, så antallet af coronasmittede ikke bliver så højt, at sundhedsvæsnet ikke kan følge med. Skoler og institutioner lukker i to uger. Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem og forsamlinger på flere end 100 forbydes.

Samtidigt valfarter nordjyderne til butikkerne for at hamstre af alt fra toiletpapir til kakaomælk, selvom statsministeren på pressemødet forsikrer om, at det ikke var nødvendigt; forsyningssikkerheden er ikke i fare.

6. marts 2020

Statsministeren holder sit første pressemøde om coronavirus. Hun anbefaler, at alle arrangementer med flere end 1000 personer aflyses, og at alle stopper med at give hånd, kys og kram.

På Aalborg Universitetshospital viser overlæge Henrik Nielsen viser den nye ‘pandemi-afdeling’ frem. Det er få dage forinden blevet besluttet, at de fem regioner skal ruste sig til potentielt rigtig mange indlagte.

27. februar 2020

Den første dansker bliver testet positiv for coronavirus. Der er tale om en mand, der har været på skiferie i Norditalien.


Lisbeth Østergaard om Årets Nordjyde: Det har givet håb

Foto: Mads Frost / TV2 Nord

Lisbeth Østergaard er en af fire dommere, der har udvalgt vinderne til Årets Nordjyde, og hun har selv fået stor inspiration med fra arbejdet.

Søndag er det igen blevet tid til Årets Nordjyde.

Prisuddelingen hvor TV2 Nord fejrer nordjyder med hjertet på rette sted, med et særligt talent og som går den ekstra mil.  

Nordjyderne har indstillet 192 personer til i alt fire priser.

Et dommerpanel har herefter udvalgt 12 nominerede personer og efterfølgende fire vindere af priserne; Årets Nordjyske Talent, Årets Nordjyske Iværksætter, Årets Nordjyske Ildsjæl og Årets Nordjyske Ambassadør. 

Dommergerningen har inspireret 

Lisbeth Østergaard er en af de fire dommere, og hun er selv blevet inspireret af at læse de mange indstillinger fra nordjyderne. 

Det fortalte hun, umiddelbart inden Årets Nordjyde blev optaget i Nibe onsdag. Et show, som kan ses på tv2nord.dk, TV2 Play og TV2 Nord Salto søndag den 6. oktober.

- Særligt i kategorien Ildsjæl kan man se, hvor meget mange gør. Hvor meget de sætter sig selv bagud. Altså det er altid dem selv sidst, og det giver virkelig meget at tænke over og virkelig meget inspiration, siger Lisbeth Østergaard i forbindelse med optagelsen af prisuddelingen i Støberiet i Nibe. 

Lisbeth Østergaard fortæller, hvordan det har givet håb at læse de mange nomineringer til Årets Nordjyde.

Og spørger man dommeren, der selv er tilflytter til Nordjylland, så er der måske særligt i denne region brug for et skulderklap til de mange mennesker, der gør en særlig indsats. 

- Man er ikke så god til at sige; “Det her har jeg gjort. Det her fortjener jeg.” Man gør det bare, siger Lisbeth Østergaard. 

Det giver håb 

Dommerpanelet tæller desuden tidligere fodboldspiller Allan Gaarde, jurist Nicoline Houmann Thuesen og TV2 Nords administrerende direktør Mikael Justesen. 

Sammen har de fire læst de mange indstillinger og diskuteret sig frem til, hvem der fortjener de fire priser. 

- Det har givet håb i en verden, hvor der sker alt muligt skidt. Død, ødelæggelse, krig og alt muligt. Så har det faktisk givet håb at kigge alle de her indstillinger igennem, fordi hold op hvor er der bare rigtig mange gode, hjælpsomme, kærlige, venlige og helt igennem bare gode mennesker heroppe i Nordjylland. Det har virkelig givet håb og glæde at læse alle de her indstillinger, siger Lisbeth Østergaard.  

Showet kan ses fra søndag morgen på tv2nord.dk og TV2 Play og søndag aften klokken 19.45 på TV2 Nord SALTO. 

Du kan allerede nu møde de nominerede i de fire kategorier. Læs om dem her: 


Drama indtil allersidste minut: - Det var en vild kamp

Foto: Claus Fisker (Scanpix)

Igen blev en 18-årige AaB-midtbanekomet redningsmanden for det nordjyske hold.

AaB kom fredag aften til Vejle for at vinde mod 3F Superligaens bundprop, der ikke har fået et eneste point i de første 10 spillerunder.

Men sådan gik det ikke.

Efter 50 minutter stod der nemlig 2-0 til Vejle, og forhåbningerne om den første sejr i 11 kampe kunne høres i hele trekantsområdet.

Men to AaB-mål i anden halvleg af Oliver Ross og den unge Mads Bomholt sikrede ét point til aalborgenserne, der store perioder var det bedste hold på banen.

- Det var ikke det, vi kom for. Det var at vinde. Men når man er bagud 2 -0 og kommer tilbage, synes jeg egentlig, at man kan stå med en okay følelse efter kampen, siger Oliver Ross til TV2 Nord.

Mogens Jørgensen

Journalist

Lynanalyse

AaB har kun at takke sig selv for, at det kun blev til et point mod det absolutte dårligste hold i 3F Superligaen.

Det uafgjorte resultat kan man så takke unge Mads Bomholt for, da han scorede et næsten identisk mål, som da han sikrede AaB en 2-1-sejr mod Lyngby for tre kampe siden. I aften kom han på banen i anden halvleg og udlignede Vejles føring til slutresultatet 2-2.

Og AaB kan også takke målmand Vincent Muller for en fantomredning i overtiden. Ellers havde Vejle løbet med alle tre point.

Men AaB kan ikke takke hinanden for, de ikke fik scoret på alle de store chancer, de havde i første halvleg. Her kunne AaB have punkteret kampen fuldstændig, men de store chancer blev misbrugt. Nu må man “nøjes “ med ét point.

Kampen i Vejle bar præg af, at begge hold gik efter tre point. Det skabte masser målchancer, masser af tekniske fejl og et kaotisk spil, der konstant bølgede frem og tilbage.

Det har næppe været mange rolige øjeblikke for de to cheftrænere.

- Det var en vild kamp, synes jeg. Der skete mange ting hele tiden, siger Oliver Ross.

Ung midtbane-komet gør det igen

Mads Bomholt fik igen en hovedrolle, da han blev indskiftet i anden halvleg.

Den 18-årige AaB-midtbanemand scorede nemlig det afgørende mål med 10 minutter tilbage af kampen. Med et velplaceret skud uden for feltet, lavede han nærmest en kopi af det sejrsmål, han scorede mod Lyngby for et par uger siden.

Du kommer ind og så afgør det hele?

- Ja, det gør jeg. Jeg får lavet et rigtig, rigtig vigtigt mål, som sætter os lidt i gang, og så presser vi egentlig på til det tredje mål, siger Mads Bomholt til TV2 Nord.

Men det var faktisk Vejle, der var tættest på sejrsmålet. I tråd med kampens generelle kaos fik Vejle prikket bolden ind over målstregen efter et hjørnespark. Men målet blev underkendt for en snæver offside dybt inde i overtiden.

AaB kommer op på 13 point og hopper op på 8. pladsen, inden resten af Superliga-holdene skal spille i weekenden.


Frederik håber på handling efter rystende rapport

Limfjorden og Mariager Fjord er nogle af de områder, der er hårdest ramt af iltsvind, viser en ny rapport. Iltsvindet er på det højeste niveau i 22 år, og der er brug for at handle hurtigt, mener lystfisker Frederik Frederiksen, som ofte forsøger at fange fisk i Limfjorden.


Professor om hemmeligt notat: Alle advarselslamper blinkede rødt

Økonomien var så dårlig på Frederikshavn Havn, at alle advarselslamper lyste konstant rødt allerede tilbage i starten af 2022. Det fastslår professor i økonomi ved Aalborg Universitet Niels Dechow.

Der er behov for likviditet her og nu til Frederikshavn Havn. Det fastslår et notat fra januar 2022. Et notat som Frederikshavn Kommune selv har udarbejdet på baggrund af tal fra havnen.

Professor i økonomi Niels Dechow har gennem længere tid fulgt sagen om den omstridte havn, der i foråret mistede sin selvstændige status som kommunal selvstyrehavn på grund af økonomisk kollaps.

I maj måtte Frederikshavn Kommune overtage Frederikshavn Havn og samtidig en gæld på 1,7 milliarder kroner.

Det undrer økonomiprofessoren, at det tilsyneladende kom som en overraskelse, at økonomien ikke hang sammen, for allerede tilbage i januar 2022 så det dårligt ud – ligesom prognoserne heller ikke var optimistiske.

- Det er utvetydeligt klart, at der skal ske noget, der skal en forandring til, siger Niels Dechow på baggrund af at have læst kommunens eget notat om såvel drift som likviditet på Frederikshavn Havn.

Notat Frederikshavn Havn

Omsætningen er for lav

Kommunens egen vurdering var allerede på det tidspunkt, at omsætningen ganske enkelt er for lav i forhold til renter og afdrag på havnens gæld, som på daværende tidspunkt er på 1,5 milliard kroner.

- Man skal være forholdsvis ubehændig med tal for ikke at se, at der er et problem, fastslår Niels Dechow.

 Han bemærker sig især to problemstillinger, nemlig det at havnen har store lån og lille omsætning.

- Når omsætningen er for lille i forhold til den afdragsbyrde, der er, kan det ikke gå videre på lang sigt, siger han.

 I følge økonomiprofessorer så blinker alle advarselslamper allerede i begyndelsen af 2022.

 - Jeg vil sige, de lyser konstant allerede på det tidspunkt, de er røde, fastslår han og tilføjer, at det der er rigtigt alarmerende er, at driften ikke tilnærmelsesvis kan dække afdragene på lånene. På det tidspunkt burde man nok ligesom havde sat sig ned, og nu skal vi have en uvildig analyse af hvad der egentlig foregår i forhold til at skabe en forretningsmodel, der fungerer for havnen, lyder det fra økonomiprofessoren.

Se hele indslaget her:

Redningsforsøg realiseres ikke

 Et halvt år senere får Frederikshavn Havn udarbejdet en plan med seks forslag til at skaffe penge i kassen.

Ingen af de forslag bliver dog godkendt på borgmesterkontoret og senere i byrådet. Redningsaktionen af havnen udeblev. I stedet overgik havnen til at blive kommunalt ledet.

Den besked kom på et pressemøde i april, da borgmester Birgit S. Hansen (S) fortalte, at der ikke var flere penge i havnen, som nu havde afleveret nøglerne bogstaveligt talt til Frederikshavn Kommune.

Med nøglerne følger en gæld til kommunens borgere på 1.7 milliarder kroner, og havnen skønnes at koste kommunekassen 62 millioner kroner om året.

- I bagklogskabens lys skulle man helt sikkert nok have grebet ind tidligere, lyder det fra økonomiprofessor Niels Dechow, som tilføjer, at problemet kort før kollapset var, at de store investeringer på havnen betød, at havnen var 'to big to fail', som han udtrykker det.

- Man havde sat sig i nogle investeringer, hvor der ikke var nogen vej tilbage,  så jeg kan måske godt forstå logikken i, at man ikke trækker i nødbremsen der, lyder det afslutningsvist fra Niels Dechow.


I et år har der uden for den lille landsby Halvrimmen stået reklameskilte for den lokale købmand. De er nu blevet flyttet efter påbud fra Vejdirektoratet.

Hvis du har kørt gennem Halvrimmen, har du med stor sandsynlighed set reklameskiltene for byens lokale 'Min Købmand'-butik.

De skilte vil stadig kunne ses, men de er dog blevet rykket tættere mod byen, efter købmand Louise Møller har fået et påbud fra Vejdirektoratet. Og selvom købmanden gerne flytter skiltene, forvirrer reglerne hende.

- Jeg følger selvfølgelig reglerne, og så kan jeg undre mig over, hvor firkantede de er. Jeg havde ikke i min vildeste forestilling troet, at det ville blive et problem, når det står på privat grund, fortæller hun.

Hun havde nemlig sat det ene skilt op hos Poul Jensen, der har været med til at etablere købmandsbutikken i Halvrimmen, og heller ikke han kan helt forstå, hvorfor skiltene skal flyttes.

- Jeg synes, det er lidt pjattet, for at sige det ligeud, siger han, der dog stadig hjælper sin lokale købmand med skilteflytningen.

- Jeg vil gerne støtte vores dejlige købmand. Simpelthen. Vi skal ikke have det til at gå i stå. Overhovedet ikke.

Det ene af skiltene skulle fredag flyttes 500 meter tættere ind mod Halvrimmen by.

Se indslaget fra fredagens skilteflytning herunder.

100 år gammel lovgivning

Men hvorfor kan skiltene ikke få lov til at stå på samme plads, som de har stået det seneste år? I påbuddet, som Louise Møller har fået fra Vejdirektoratet, står der følgende:

"De opsatte reklame er i strid med Naturbeskyttelseslovens § 21, fordi reklamerne har til formål at reklamere Min Købmand, og reklamerne er opstillet i det åbne land, idet reklamerne står uden for by og bymæssig bebyggelse."

Der er i paragraffens stykke to flere undtagelser for at reklameskilte gerne må blive stående, men det hører Louise Møllers skilte ikke under. Hun er derfor stadig i mørket, når det kommer til reglementet.

- Jeg kunne godt tænke mig færre og mere klare regler for, hvordan man må skilte, og hvornår man må skilte, forklarer hun.

Hos Vejdirektoratet mener man dog, at Naturbeskyttelseslovens paragraf 21 er tydelig i sine regler. Selve paragraffen stammer helt fra den første naturfredningslov i 1917.

Naturbeskyttelsesloven, §21

I stykke 1 fremgår det: I det åbne land må der ikke opsættes plakater, afbildninger, fritstående skilte, lysreklamer og andre indretninger i reklame- og propagandaøjemed.

I stykke to er undtagelserne blandt andet:

  • Virksomhedsreklamer, som opsættes i umiddelbar tilknytning til virksomheden, når de ikke virker dominerende i landskabet

  • mindre skilte, der opsættes højst 30 m fra byer, herunder landsbyer, med højst 3.000 indbyggere beregnet fra grænsen for den bymæssige bebyggelse, og som oplyser om lokale virksomheder i byen

- Man kiggede faktisk tilbage i 2018, om den var tidssvarende. Her regulerede man i forhold til de små bysamfund, så reglerne er blevet lempet, fortæller afdelingsleder hos Vejdirektoratet Aalborg, Laura Sand Pedersen.

Skiltene er vigtige for Louise Møllers forretning, da hun har hørt mange af sine kunder fortælle, at de kører forbi købmanden, fordi den dukker pludseligt op på vejen.

Derfor har skilteflytningen været det hele værd for købmanden.

- Det ser godt ud. Man kan så diskutere, om det ikke er mere dominerende her, end hvor det stod før.