Flere steder i landet opbygges testkapaciteten i forbindelse med coronavirussen. Blandt andet på Aalborg Kaserner, hvor der er ved at blive rejst telte til formålet.
På Aalborg Kaserner er der i dag livlig aktivitet. Ude fra vejen kan man se, at der på kasernens område er ved at blive stillet telte op samt toiletvogne.
Rigspolitiet ønsker ikke at gå i detaljer med planerne men bekræfter over for TV2 Nord, at teltene er stillet op for at øge testkapaciteten i forbindelse med coronavirus.
I blandt andet Fælledparken i København er der ved at blive lavet lignende tiltag.
Til DR lyder det i en skriftlig kommentar fra politidirektør Svend Larsen fra Rigspolitiet:
- Vi opbygger kapacitet for at kunne understøtte teststrategien. Derfor vil man i dag kunne se, at der begynder at rejse sig telte nogle steder i landet.
Men hvem og hvor mange der skal testes, vil de ikke udtale sig om.
- Det vil blive meldt ud på et senere tidspunkt, står der i mailsvaret til DR.