BLOG: En ægte nordjyde lader sig ikke dupere!
Foto: Mick Anderson
René Zeeberg er blogger hos TV2 Nord.
René Zeeberg mener, at vi nordjyder bør anerkende vores evner og værdier i højere grad. Der er ganske enkelt for lidt fokus på, hvor godt det egentlig er at være nordjyde, siger han.
For nylig var jeg inviteret til en større konference i København. Fornemme rammer, smarte mennesker og spændende emner. I de forskellige oplæg blev der ikke sparet på superlativerne, og ord som fantastisk, vidunderligt, pragtfuldt, fremragende og andre fra samme skuffe blev brugt flittigt af de forskellige oplægsholdere. Det fik mig til at tænke, at vi i Nordjylland kun sjældent gør brug af de store armbevægelser, og det er vi stolte af – ja det er faktisk blevet et varemærke, der er kendt ud over hele landet. Allan Olsen beskriver det sådan her:
”De har græs mellem tænderne fra Noma
De pudser kostbare fjer
Men vi har altid haft det nordiske køkken
Til at vokse op af markerne hér” (Allan Olsen, Det Nyeste Sort, JØWT 2013)
Den fåmælte nordjyde
Vi er uimponeret – men på den gode måde. Vi er underspillet – men ikke fordi vi frygter, om tiltaget er godt, men fordi det er en bærende del af vores menneskelige fundament. Det med at prale ligger ikke til nordjyderne, vi kalder en spade for en spade og siger hellere for lidt end for meget.
Når jeg spørger vores gæster, hvorfor de har valgt Nordjylland som rammen om deres ferie, er det ofte nordjydernes menneskelige kvaliteter, der bliver fremhævet. Ægte, imødekommende og venlige er ord, som bliver brugt igen og igen. Nok har vi både natur og lange strande, festivaler, restauranter og fine hoteller og alt det andet, som betyder noget for den gode ferie, men hvis ikke man mærker det menneskelige, så bliver det hele meget tomt.
Det personlige vinder større og større indpas; der skal lokale råvarer på tallerkenen, det lokale design har aldrig solgt så godt som nu, og kender vi historien bag det hele, er det endnu bedre. Det almindelige er yt – personlighed er in!
Mangfoldighedens Nordjylland
I den kontekst kan nordjyderne rigtig meget. Vi hverken oversælger eller undersælger, nej vi kalder tingene ved deres rette navn, vi er i øjenhøjde med hinanden og vores gæster. Danmark er et lille land men tænk sig en mangfoldighed med forskellige dialekter og kulturelle forskelle! Tænk hvis vi alle var ens, tænk hvis vi alle sagde det samme, spiste det samme, tænkte det samme, så kunne vi ligeså godt trække stikket og lukke ned.
Nordjylland er Nordjylland, og det skal vi være stolte af!
OM BLOGGEREN
René Zeeberg er direktør i Turisthus Nord og har ansvaret for turismen på Toppen af Danmark. Her sidder han bl.a. i bestyrelsen for Arena Nord, Cruise Skagen og Nordjyllands Kystmuseum. Udover et år ved UNESCO i Bangkok er René Zeeberg et rendyrket barn af Nordjylland med rødder i Aalborg, Hjørring og sit professionelle virke i Frederikshavn, Sæby og Skagen. René blev i 2014 kåret som Årets Unge Erhvervsleder i Danmark for sit virke som Erhvervs- og Turistchef i Jammerbugt Kommune.
Han blogger om rejser, kommunikation og om nordjydernes finurlige adfærd. René er gift med Nina, der arbejder som selvstændig børnepsykolog, og sammen har de to børn.