Mere end 25.000 skal med til DGI Landsstævne
Foto: DGI
I 2015 var de rsmagspræve på DGI's Landsstævne i Aalborg. Til sommer går det for alvor løs med over 25.000 deltagere.
Landsstævnet, der indtager Aalborg til sommer, bliver det største siden 1998.
Fra 29. juni til 2. juli bliver Aalborg invaderet af idrætsglade motionister, når DGI's Landsstævne rammer byen med 25.127 deltagere. Dermed bliver Landsstævnet det største siden 1998.
2257 af deltagerne kommer fra DGI Nordjylland, og de skal sammen med idrætsglade motionister fra hele landet nyde fire dage fyldt med idrætsaktiviteter, koncerter og festlig stemning i Aalborg.
- Vi er rigtig glade og stolte over, at så mange danskere vil være en del af Landsstævnet. Det bliver en fantastisk idrætsbegivenhed med Aalborg som en spændende ramme, hvor du både kan dyrke din idræt på egen hånd og sammen med andre og prøve de nyeste idrætstrends, siger administrerende direktør i DGI, Søren Brixen.
Landsstævnet bliver centreret omkring havnefronten i Aalborg, og stort set alle aktiviteter bliver afviklet inden for en radius af fem kilometer.
- Vi er rigtig glade for, at der er så stor interesse for at komme til Aalborg og deltage i Landsstævnet, og vi glæder os meget til at byde de mange deltagere velkommen. Det bliver en event, som hele Nordjylland og alle Aalborgs borgere kan blive en del af, og jeg er helt overbevist om, at landstævnet midt i Aalborg bliver en mindeværdig fest for både byens borgere og alle deltagerne fra hele landet, siger Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen.
Åbningen af Landsstævnet 29. juni kommer, som størstedelen af aktiviteterne, til at foregå på havnefronten, og her deltager Hendes Majestæt Dronningen, mens statsminister Lars Løkke Rasmussen holder åbningstalen.
Ud af de godt 25.000 deltagere er der 6700 efterskoleelever og 700 lærere fra 61 efterskler, som blandt andet skal optræde med en stor, fælles opvisning. Efterskoleeleverne trækker naturligvis gennemsnitsalderen ned, men selv når man ikke tæller dem med, tegner det til at blive et ungdommeligt Landsstævne. 30 procent af deltagerne er nemlig mellem 15 og 25 år gamle.
- Det er fantastisk at se, at så mange unge er klar til Landsstævnet. Det er fedt at opleve, at det er in at deltage i et større fællesskab omkring sin motionsidræt. Og så er det jo den aldersgruppe, der skal være fundamentet for de kommende landsstævner, siger Søren Brixen.
Udover de mange deltagere har 46.000 købt billetter til de forskellige shows under Landsstævnet.