Alt fra madrasser til møtrikker skal væk: Tyra Øst skaffer arbejdspladser til Frederikshavn

Når platformen Tyra Øst skal ophugges og tømmes for inventar i Frederikshavn, så gavner det hele byen.

Natten mellem mandag og tirsdag ankom første del af Danmarks største gas- og oliefelt til Frederikshavn Havn.

quote Vi forventer, at det vil genere 150-200 arbejdspladser i direkte M.A.R.S.-regi.

Kim Thygesen, Direktør, M.A.R.S. Europa.

Tyrafeltet, som gas- og oliefeltet rettelig hedder, har i 35 år været Danmarks største leverandør af naturgas. Platformen, der tidligere blandt andet har været hjem for omkring 100 medarbejdere på Tyra Øst i Nordsøen, skal tømmes for alt inventar og ophugges ned til mindste møtrik.

Ophugningen af Tyra Øst bliver Danmarkshistoriens største offshore genanvendelsesprojekt og skal ophugges og genanvendes af M.A.R.S. på Frederikshavn Havn.

- Vi forventer, at det vil generere 150-200 arbejdspladser i direkte M.A.R.S.-regi, siger Kim Thygesen, der er direktør for M.A.R.S. i Europa.

Nyt Tyrafelt i 2022

I 35 år har Tyrafeltet stået ude i Nordsøen. Stålkonstruktionerne på hele Tyrafeltet vejer det samme som tretten Eiffeltårne, så i løbet af årene er benene sunket fem meter ned i havbunden. Det betyder, at platformene ikke længere er sikre. Store bølger vil nemlig kunne nå op på platformen, hvor folk arbejder. Derfor skal første del af Tyrafeltet nu ophugges.

- Det, at der er nye arbejdspladser i udsigt, at de kommer nu her, betyder noget for os – hver eneste arbejdsplads betyder noget, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (Socialdemokratiet).

Bag nedrivningen står det franske olieselskab Total, der forventer at genanvende 95 procent af materialet fra Tyra Øst.

- Derfor har vi lavet et stort arbejde i at bedømme værfter – her var Frederikshavn bedst, siger Morten Hesselager, der er projektdirektør på Tyra-genopbygningen for Total.

Ny del ankommer i weekenden

Den anerkendelse, Frederikshavn havn har nu, er ikke kommet fra den ene dag til den anden. I flere år har Frederikshavn Kommune investeret stort i havnen.

- Og så har vi været ude og se, om vi kunne tiltrække nogle store virksomheder, der har nogle store arbejdspladser med, og det er frugten af det arbejde, vi ser her, siger Birgit S. Hansen (Socialdemokratiet).

Selvom arbejdet med Tyrafeltet ikke er gået i gang endnu, så er det ikke sikkert, at det altid vil være det største danske projekt.

- Jeg synes, at interessen for vores set-up her i Danmark har været ekstremt stor, og det er vi meget taknemlige for, fordi det sætter os på verdenskortet, og jeg er sikker på, at det her ikke er det sidste projekt, vi får, siger Kim Thygesen.

Total, der står for nedtagningen af Tyrafeltet, regner med, at den næste del af feltet ankommer til Frederikshavn i weekenden.


Seneste nyt

fra Nordjylland