Nyt skydebaneanlæg får endnu et nej - nu skal sagen for byrådet
Sagen om et nyt skydebaneanlæg, der har været flere år undervejs har nu fået et nej af plan- og miljødvalget i kommunen for anden gang. Snart skal sagen for byrådet.
Planerne om en stor udvidelse af Jagtcenter Nords skydeanlæg ved Sæby er nu skudt ned for anden gang af et flertal i plan og miljøudvalget i Frederikshavn, selv om alle er enige om, at en udvidelse vil reducere støjen og være til gavn for miljøet.
I mere end fire år har Jagtcenter Nord arbejdet på at få lov til at udvide skydebaneanlægget syd for Sæby. En udvidelse som vil reducere støjen og gavne miljøet.
- Projektet er et fantastisk projekt, som gavner både miljøet og naboerne, der er her, siger Per Lindegaard, Formand for Jagtcenter Nord.
Anden gang udvalget siger nej
Jagtcenter Nord ønsker at flytte deres skydebane fra sin nuværende placering, og i stedet vende den 90 grader og placere banen på en mark få meter fra skydebanens nuværende placering. Samtidig skulle der bygges en støjvold.
Et flertal i plan og miljøudvalget har nu for anden gang sagt nej den lokalplan, som skal tillade udvidelsen.
- Den politiske sagsbehandling er lidt en farce. Det vil jeg sige. Man har haft det hele til at ligge lige til højrebenet, og så bliver det forplumret her til sidst, mener jagtformanden.
I december sagde et flertal af udvalget nej til udvidelse første gang, da man i 11. time opdagede, at kommunen ikke kan bestemme over skydetiderne på banen. Det administeres af Miljøministeriet.
Det socialdemokratiske flertal frygter, at et opgraderet skydecenter vil betyde flere skydetimer.
- Med den lokalplan der er, og med det skydecenter, der ville kunne laves derude, jamen så vil det blive en magnet for hele Vendsyssel, for der er jo ikke andre skydebaner, der har mulighed for at få lov til det, de før derude, siger June Menne (S), næstformand i Frederikshavn Kommunes plan- & miljøudvalg.
Sagen skal videre i byrådet
- På det nuværende anlæg må vi skyde 6 dage om ugen fra morgen til aften. Vi udnytter ikke den skydetid, vi har i dag, og det vil vi heller ikke komme til på det nye anlæg – men der er jo ikke nogen forskel på det. Så at man er bange for udvidet aktivitet på et nyt anlæg, det er jo mærkeligt. Vi kunne jo udvide nøjagtig lige så meget på det anlæg, vi har i dag, fortæller Per Lindegaard.
Jagtcenter Nord har foreslået en begrænsning på skydning blandt andet om søndagen og i vinterperioden. Det får opbakning fra Venstre.
- Der er så mange positive sidegevinster ved det her. Så vi i venstre har valgt at sige, at vi er klar over, vi ikke kan binde Jagtcenter Nord, men vi har også den opfattelse, at hvis vi laver en aftale, vil Jagtcenter Nord også leve op til den aftale, siger Peter Sørensen (V), formand for plan- og miljøudvalget.
Sagen skal nu afgøres i byrådet. Her har socialdemokratiet også flertal.
- Jeg kan ikke give mandat til, at man laver en lokalplan hvor naboerne ikke har mulighed for at styre skydetiderne fremadrettet, siger June Menne.
Men selvom lokalplanen er skudt ned, så kæmper Per Lindegaard og Jagtcenter Nord videre for at få lov til at udvide. De vil indbringe sagen for Planklagenævnet.
- Jeg er helt sikker på, at fornuften sejrer til sidst, lyder det fra Per Lindegaard.