Pers fireårige arbejde lever igen efter byråds beslutning
Jagtcenter Nords drømme om et nyt skydebaneanlæg har fået fornyet håb.
Først var håbet rigtigt grønt, så blev det mere sort, men nu er håbet igen lysegrønt.
Jagtcenter Nords planer for et nyt skydebaneanlæg i Sæby er endnu en gang tilbage på tegnebrættet efter et byrådsmøde onsdag i Frederikshavn Kommune.
Efter at Plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune havde stemt forslaget til en ny lokalplan til skydebaneanlægget ude, valgte byrådet i kommunen i går at sende sagen tilbage til Plan- og miljøudvalget.
Beslutningen fra Frederikshavn Byråd onsdag, falder torsdag i god jord hos Jagtcenter Nord.
- Det er jeg godt tilfreds med, det var en rigtig klog beslutning, siger formand for Jagtcenter Nord, Per Lindegaard.
Ikke flertal
Byrådet i Frederikshavn Kommune skulle i går ved et byrådsmøde afgøre fremtiden for et fornyet skydebaneanlæg ved Sæby, men i stedet er sagen sendt tilbage til plan- og miljøudvalget, der skal gå sagen igennem igen.
- Jeg synes ikke, at sagsbehandlingen har været helt korrekt, der er mange ting som tilsyneladende ikke har været belyst godt nok, så nu har vi chancen for at få tingene belyst og finde en løsning på sagen, siger Per Lindegaard.
Det lå ellers i kortene, at byrådet ikke ville stemme for lokalplanen ved det nye skydebaneanlæg. Der var umiddelbart ikke et flertal for at stemme lokalplanen igennem.
Dialog mellem Jagtcenter og naboer
Alligevel endte fremtiden for det nye skydebaneanlæg ikke med at falde til jorden onsdag i byrådet. På indstilling fra venstre, blev det besluttet, at Plan- og miljøudvalget skulle se tingene efter igen, efter at Jagtcenteret og naboerne har været i dialog om planerne.
- For at man kan komme videre i den her proces, og det giver mening overhovedet at sende den tilbage, så skal man starte lidt fra scratch og sige, lad os nu få indledt en dialog mellem skydebanen og dens naboer, siger gruppeformand for Venstre i Frederikshavn Kommune Mette Hardam (V).
Plan- og miljøudvalget har stemt det her ned en gang, hvad skal det så nytte, at det kommer tilbage til dem igen?
- Det er netop derfor, at det er vigtigt, at man får indledt med en dialog og eventuelt et borgermøde, når det kan lade sig gøre. Det er vigtigt, at der bliver lavet en forventningsafstemning, inden den kommer ind til politikerne, så det ikke bare er pseudo, at man sender den tilbage, der skal jo laves nogle ting om, og derfor skal der dialog til, og det gælder begge veje, svarer Mette Hardam (V).
Baggrunden, for at plan- og miljøudvalget valgte at stemme forslaget til lokalplanen ned, var, at udvalget i 11. time blev opmærksomme på, at det ikke er kommunen, men Miljøstyrelsen, der afgør skydetiderne på det nye skydebaneanlæg. Kommunen var bange for, at en eventuel aftale med Jagtcenteret om skydetider, derfor vil kunne blive brudt uden konsekvenser.
- Rent juridisk, så kan man jo, men der er også noget, der hedder moral, og har man lavet en aftale, så er det den, man står ved, siger Per Lindegaard.
Flere skud på færre timer
Over 20 naboer har også bebudet deres utilfredshed med et fornyet skydebaneanlæg. De frygter, at den nye skydebane vil tiltrække flere skytter og dermed give mere støj, end den nuværende skydebane allerede giver.
Vil der ikke kommer flere og skyde på banen, hvis I får et spritnyt anlæg?
- Jo, det er der slet ikke tvivl om, at der vil komme flere og besøge vores anlæg, men i og med at vi kan have mange flere til at skyde samtidig, så kan vi få afviklet mange flere skytter på den samme tid, siger Per Lindegaard og fortsætter:
- Antallet af skud inden for den samme time, men vi behøver ikke at skyde så mange timer, som vi gør på det nuværende anlæg, hvor kapaciteten er for lille.
Planerne for det nye skydebaneanlæg vil ifølge Jagtcenteret være medvirkende til, at støjen fra skydebanen vil blive reduceret kraftigt. De regner med, at de ved at ændre skyderetning og opstille flere og bedre støjvolde vil kunne halvere støjen fra Skydebanen. Derudover er området, hvor skydebanen er placeret nu et naturbeskyttet areal, som Jagtcenteret, med de nye planer, vil kunne flytte væk fra.
Fire års arbejde
Alt det lagt sammen var derfor også årsag til, at et enigt byråd valgte at stemme for Venstres forslag.
- Der er jo vilje til, at man skal se på det her igen, og det er jo godt, når det er sådan, at der egentlig ligger en ny plan, som på rigtig mange områder er bedre, end det der ligger, siger Mette Hardam.
Planerne for det nye skydebaneanlæg har stået på i lang tid. For fire år siden begyndte Per Lindegaard og flere andre på første idéer og tegninger til skydebaneanlægget, der vil opgradere skydebanen ved Sæby til at svare til Parken.
- Vi håber altid på, at projektet kan gennemføres. Selvfølgelig er sagsbehandlingen lang, tung og træg, men der er stadig håb for enden af tunnelen, siger Per Lindegaard.
For to år siden begyndte de første politiske forhandlinger om den nye lokalplan for området, hvor skydebanen allerede hører til, og hvor de vil have bygget et nyt anlæg.
Hvor længe skal de blive ved med at vente?
- Jeg vil have svært vil at stille nogle garantier, om det her er et halvt år frem i tiden, eller det er et år frem i tiden. Der er mange aspekter, der kommer til at være i spil – hvordan kan man mødes, og hvordan kan man komme i dialog, inden man skal behandle det den igen politisk, siger Mette Hardam (V).
Redningskrans på dybt vand
Nu er det politiske arbejde nået så langt, at det eneste, der mangler, er godkendelsen af lokalplanen, noget der normalt plejer at være formalia, når det politiske arbejde er nået så langt, men en afgørelse lader altså stadig vente på sig.
Imidlertid kan Per Lindegaard og de andre fra Jagtcenter Nord glæde sig over, at deres hårde arbejde ikke i første omgang har vist sig at være spildt, men i stedet er endnu en redningskrans blevet kastet ud, selvom projektet lige nu er meget langt fra land.
- Nu skal vi i gang med at snakke med politikerne og snakke med embedsfolkene om, hvad vi gør. Vi skal jo finde en løsning og så må vi se, om vi kan få enderne til at nå sammen, så vi får projektet gennemført til alles tilfredshed, siger Per Lindegaard.
Frederikshavn Kommune har mere end 3.000 jægere.