Fortuna Hjørring taber og går glip af Champions League-gruppespil

Det tyske storhold Eintracht Frankfurt var for stor en mundfuld for fodboldkvinderne fra Fortuna Hjørring. Derfor bliver der ingen nordjysk Champions League-gruppespil i denne sæson.

Torsdag aften stod det klart, at der skulle en overraskelse til på Energi Nord Arena, hvis Fortuna Hjørring skulle hive en sejr i land imod de tyske gæster fra Eintracht Frankfurt.

Den overraskelse kom aldrig, og derfor trak tyskerne sig ud af opgøret med en sejr på 2-0. Det betyder, at Fortuna Hjørring nu er færdige i dette års Champions League-turnering.

- Jeg synes, vi dør med støvlerne på. Pigerne skal have kæmpe ros. Jeg synes også, vi skaber de chancer, vi har brug for for at få en uafgjort. Vi mangler lige det sidste, men vi viser, at vi kan spille med et af de bedste hold i Europa, siger træner i Fortuna Hjørring, Martin Møller Kristensen.

Op ad bakke fra start

Det var lige fra kampens første minutter, at tingene begyndte at gå den forkerte vej for nordjyderne. Efter 14 minutter kom tyskerne på 1-0 på mål af Lara Prasnikar.

Et hjørnespark blev slået i feltet, og her kunne Fortuna Hjørrings målmand, Adelaide Gay, kun bokse bolden nogle få meter væk. Desværre røg bolden lige ud til Prasnikar, som uden problemer fik netmaskerne til at blafre.

Blot tre minutter senere blev den dårlige start vekslet til en mareridtsstart for hjemmeholdet – og især for forsvarsspilleren Maria Ficzay. 

Et indlæg røg ind i nordjydernes felt, og her fik Ficzay på uheldig vis ekspederet bolden i eget net via et hovedstød. Dermed var stillingen 2-0 til de tyske gæster allerede efter 18 minutter.

Aldrig rigtig tæt på

I anden halvleg var de grønblusede hjørrinensere tvunget til at score minimum to gange, hvis drømmen om et Champions League-gruppespil skulle bevares.

Men de problemer, som Fortuna Hjørring havde haft med at skabe chancer i første halvleg, fortsatte ind i anden halvleg.

Hjemmeholdet blev aldrig for alvor farlige, og til trods for flere indskiftninger formåede de heller ikke at true tyskernes forsvar.

Symptomatisk for den manglende farlighed kom indskiftede Joy Omega til baglinjen efter 70 minutters spil, men efterfølgende var der ingen medspiller til at modtage tværpasningen, som hun sendte ind foran mål. 

Derfor kom der ikke flere scoringer i kampen, og Eintracht Frankfurt kunne jublende strække armene i vejret, da dommeren efter 90 minutter fløjtede kampen af. Dermed har tyskerne fortsat chancen for at kvalificere sig til dette års Champions League-gruppespil. 

Fortuna Hjørring må derimod sætte sit fokus på de hjemlige turneringer. 

VIDEO: Hør fra direktøren i Fortuna Hjørring i kampens pause.  

Fortuna Hjørrings kvindehold spillede torsdag aften Champions League-kamp på hjemmebane i Hjørring.

Seneste nyt

fra Nordjylland