Nordjysk Nye Borgerlige-politiker får grimme tilbageblik: - Jeg bryder mig ikke om det

Dog ser Frode Larsen en positiv ting ved hele situationen.

Nye Borgerliges nordjyske medlemmer er vågnet op til den opsigtsvækkende melding om, at partiets hovedbestyrelse sent torsdag aften havde ekskluderet formand Lars Boje Mathiesen, på grund af hans økonomiske krav.

Og det har skabt mere internt splid i partiet, der i forvejen har været ramt af opsigtsvækkende sager siden folketingsvalget. For det er anden gang inden for kort tid, at Nye Borgerlige skal have ny formand. 

- Jeg var lige gået i seng, og så tikker sådan en besked ind, så man ikke kan lukke et øje, fortæller Frode Larsen (NB), der er byrådsmedlem i Hjørring Kommune.

'Sørgeligt'

Nyheden om eksklusionen af Lars Boje Mathiesen affødte også flere reaktioner fra partiets medlemmer landet over - også i Nordjylland har flere været ude at ytre sig. 

- Jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at falde i søvn, for det er træls med alt det ballade. Nu var vi lige begyndt at gå frem i meningsmålingerne, og så falder der sådan en håndgranat, lød det tidligere på dagen fra John Bjerg (NB), der sidder i kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune.

Og netop den holdning deler Frode Larsen med sin partifælle. Han er nemlig en af dem, der er kritisk over for partiets beslutning om at smide formanden på porten.

- Det var en rigtig træls meddelelse, da jeg synes, Lars Boje Mathiesen gjorde det rigtig godt, og han havde allerede gjort et stort plustag for partiet i den korte periode, han var her. Uanset, hvem vi ekskluderer, synes jeg, det er sørgeligt, konstaterer han. 

Se interviewet med Frode Larsen herunder:

Tænker tilbage på Fremskridtspartiet

Partiet er halveret på Christiansborg, fordi tre af seks valgte har forladt partiet. Samtidig har partiet også mistet byrådsmandater. Blandt andre Rikke Pedersen, der var partiets eneste medlem i byrådet i Aalborg. 

- Vi sagde fra starten, at det ikke skulle ske i vores parti, så jeg ved ikke, hvorfor det sker, konstaterer Frode Larsen.

Han har selv en fortid i Fremskridtspartiet, der gik i opløsning efter intern splid og strid.

- Det er en kold spand vand at få i hovedet, fordi man hele tiden tænker tilbage Fremskridtspartiet, som blev splittet, og det er der ingen grund til, pointerer han.

Lidt lys for enden

Dog er nyheden om Lars Boje Mathiesens exit ikke udelukkende skidt ifølge Frode Larsen. 

- Jeg havde ønsket, at Pernille Vermund havde fortsat til årsmødet, men nu kommer hun heldigvis til igen, så nu er der lys forude, forsikrer han og tilføjer:

- Jeg synes, vi skal have et parti, som elsker den frie personlighed, hvor man har lov til at sige sin mening uden at blive ekskluderet. 

Kan man gøre det?

Beslutningen om Lars Boje Mathiesens ekskludering kom fra partiets hovedbestyrelse, og det har lagt an til spørgsmål hos det nordjyske medlem. 

- Spørgsmålet er, om man kan smide en mand ud, når man er folkevalgt? Jeg bryder mig i hvert i fald ikke om det, pointerer han, mens han dog ikke tænker, at han vil gøre noget ved det selv.

- Det er et stort arbejde at forfølge det, så det ved jeg ikke, om jeg vil. 

Men på trods af det er håbet der fortsat. 

- Jeg håber, at der falder ro over det nu, og at Pernille Vermund hjælper os videre fra alt det her spektakel. Jeg tror dog helt sikkert, at vi mister vælgere på det her, erkender han.


Seneste nyt

fra Nordjylland