Seneste nyt

fra Nordjylland

Bistro får endnu en sur smiley og politianmeldes

Mariager Bistro og Konditori har i den seneste tid haft en del besøg fra Fødevarestyrelsen. 

Og det kommer, når styrelsen på et besøg tidligere kan konstatere, at et eller flere forhold ikke har været i orden. 

Hos bistroen og konditoriet har det været en ikke fungerende emhætte, der har været årsagen til flere besøg og sure smileys.

Seneste sure smiley kom 21. marts, men også tidligere har de fået sure smiley for emhætten, der ikke virker. 

- Det er udenfor sæson, så det er svært at få penge til det. Det bliver fikset senere, siger ejeren af Mariager Bistro og Konditori, Henrik Mikkelsen. 

Ved et tidligere besøg konstaterede Fødevarestyrelsen følgende om den manglende emhætte:

- Virksomheden emhætte virker ikke. Der er synlig mad os og stærk lugt af mad os i køkken, opvaskeafdeling, betjeningsområde og restaurant. Under tilsynet blev der stegt frikadeller i produktionslokalet, skriver styrelsen i rapporten.

Allerede på et besøg 12. juli 2023 virkede emhætten ikke. 

- Men der fik vi den repareret, og så virkede den igen. Det kom den så til ikke at gøre senere igen, siger ejeren. 

Da bistroen flere gange har fået sure smileys, er den blevet politianmeldt. 

- Det skal de gøre, så det vidste jeg godt ville komme, fortæller Henrik Mikkelsen. 

For at undgå en ny sur smiley har Henrik Mikkelsen aftalt med Fødevarestyrelsen, at der skal købes en ny emhætte i juni 2024.