Tyv brød ind i villa: Stjal nøgler og stak af i bilen
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mariagerfjord Kommune har i weekenden været ramt af indbrud - og de har mere end én ting til fælles.
Tyven gennemrodede huset og fik blandt andet fat på nøglerne til en Volkswagen Golf.
I weekenden har en eller flere tyve været på udbytterigt rov i Mariagerfjord Kommune.
En bolig på Mariagervej i Hadsund stod for skud i tidsrummet lørdag klokken 22 til søndag 11:30.
- Gerningsmanden knuser en rude i en kælderdør og bryder på den måde ind i villaen. Så er der fri adgang til hele huset, som bliver gennemrodet. Det lykkes ham så at finde nøglerne til en bil på stedet, som han stjæler, fortæller Hans Henrik Sørensen, politiassistent ved Nordjyllands Politi.
Der er tale om en grå Volkswagen Golf med værktøj i. Derudover blev der også stjålet parfume, spiritus og en playstation fra villaen.
Undersøger sammenhæng
Politiet har samtidig modtaget en anmeldelse om tyveri i en anden bolig i Mariagerfjord Kommune - og de har mere end én ting til fælles.
Udover at tyverierne er sket i samme kommune, så er fremgangsmåden og tidsrummet for indbruddene også ens.
Lørdag mellem klokken 22 til søndag eftermiddag var der nemlig indbrud på Markdalen i Skjellerup ved Hobro.
- Her blev der kastet en sten gennem en rude til en terassedør. Der blev stjålet blandt andet kontanter og smykker, siger Hans Henrik Sørensen fra Nordjyllands Politi.
Om der er en sammenhæng mellem de to indbrud er svært at sige, fortæller Hans Henrik Sørensen, men det er man nu i gang med at undersøge nærmere.
- Begge indbrud er sket ved rudeknusning, så der er lidt modus, der ligner hinanden.