Debat i DigiTALT: - Der er stadig masser af idioter, som skriver før de tænker

I disse dage er det et år siden, at TV 2 og TV2-regionerne i fællesskab satte fokus på tonen på de sociale medier. Så i denne uges DigiTALT debatterer panelet, om tonen på de sociale medier har ændret sig det seneste år.

- Manden er jo syg i hovedet.

- Han opfører sig som en hjernedød kommunist.

Det er ikke småting, som rektor på Nørresundby Gymnasium, Søren Hindsholm, er blevet mødt med i diverse kommentarspor på de sociale medier. Han har flere gange oplevet at blive centrum for en ”shitstorm” på nettet.

TV2 Nord mødte ham i marts 2021, da vi satte fokus på tonen i kommentarsporene på for eksempel Facebook.

- Man holder meget hurtigt op med at læse den slags kommentarer, for de giver ikke en noget, sagde Søren Hindsholm dengang.

- Jeg synes ikke, den er blevet meget bedre

Spørgsmålet er så, om tonen har ændret sig til de bedre på de sociale medier i løbet af det år, der efterhånden er gået siden da?

Ikke synderligt, hvis man spørger sognepræst Christian Roar Pedersen, der er en af denne uges paneldeltagere i DigiTALT.

- Jeg synes ikke, den er blevet meget bedre. Måske vi er blevet mere opmærksomme på tonen, men der er stadig en masse idioter, der skriver før de taler, siger han.

Udover Christian Roar Pedersen tæller ugens panel også journalist Mette Kirstine Goddiksen og direktør for Destination NORD, Tonny Thorup. Alle tre er vant til at ytre deres meninger om forskellige ting på blandt andet Facebook, og det seneste år har Tonny Thorup haft en oplevelse af, at tonen ”er blevet en my bedre,” som han formulerer det.

- Jeg synes, der er lidt flere, som reagerer den anden vej og siger: ’Vi kan godt tale om det her, men du skal tale ordentligt,’ siger han.

Sagde op efter personangreb

Foruden at sidde med i DigiTALT-panelet skriver Mette Kirstine Goddiksen også klummer til blandt andet ALT for damerne og Djøf-bladet. For år tilbage skrev hun klummer til B.T. og stiftede i den forbindelse for første gang bekendtskab med bagsiden af de sociale medier.

- Dengang var det meget nyt at folk kunne kommentere og medierne havde lidt berøringsangst i forhold til at moderere, fordi ’folk har ytringsfrihed’ og alt det der. Der blev jeg udsat for en masse perfide personangreb - også på min private Facebook-profil. Så jeg endte med at sige op, fortæller hun.

Hun mener ikke, at tonen på de sociale medier er blevet nævneværdigt forbedret det seneste år. Men hun oplever, at medierne i højere grad har fokus på problematikken med kommentarer på deres Facebook-sider, som på den ene eller anden måde går over stregen.

- Medierne er blevet bedre til at tage ansvar, sætte flere moderatorer ind og se kommentarsporene som en forlængelse af deres egen spalteplads, siger Mette Kirstine Goddiksen og sammenligner det med tiden før de sociale medier.

- I gamle dage fik de mest perfide hundehoveder jo heller ikke lov til at skrive læserbreve. De blev filtreret fra.

Foruden tonen på de sociale medier handler DigiTALT i denne uge også om vittige kommentarer til partnervold mod mænd og et forslag om mere sikkerhed ved havnenært byggeri. Og så bliver vi klogere på, om panelet kunne finde på at deltage i vinterbadning, som godt 300 nordjyder gjorde i Skagen i den forgangne uge.

Der er med andre ord lagt op til skarpe meninger om lidt af hvert. Det er i aften klokken 19.50 på TV2 Nord Salto eller allerede nu i playeren over artiklen.


Seneste nyt

fra Nordjylland