Fra mandag den 8. juni kan danskerne igen dyrke indendørs motion. Foto: Ib William Christensen

DIF og DGI jubler over genåbning

Organisationer håber, at nogle af de 40 procent, som var aktive inden coronakrisen og ikke er det længere, vender til idrætten.

Sportsfolk og aktive motionister kan fra i morgen igen vende tilbage til deres klubber, svømmehaller og motionscentre, efter myndighederne har besluttet at lette på de begrænsninger, som har fået 40 procent af de tidligere aktive til at lægge motion på hylden i coronakrisen.

Læs også Svømmehaller, legelande og træningscentre kan åbne fra mandag, viser notat

Og det vækker jubel hos landets største idrætsorganisationer for elite- og breddeidrætten, DIF og DGI.

- Jeg sidder med en helt fantastisk følelse. Det har været en meget intens og nervepirrende periode. Der har været virkelig meget på spil for dansk idræt, og derfor er det både en lettelse og en kæmpe glæde, at politikerne har fulgt vores indstilling, så alle idrætter kan genoptages nu. Det vil vi gerne takke for, siger Morten Mølholm Hansen, adm, direktør i DIF.

Coronakrisen har haft overraskende stor effekt på, hvor meget danskerne har rørt sig under coronakrisen.

- Vi ved, at omkring 40 procent af danskerne er holdt op med at dyrke idræt under corona-nedlukningen, og at der er en social slagside. Alle dem skal vi have i gang igen, og vores foreninger står klar til at genåbne forsvarligt og ansvarligt, siger han.

Også hos breddeidrætsorganisationen DGI vækker politikernes beslutning om at lempe forsamlingsforbuddene jubel.

- At vi i idrætsforeningerne kan se frem til en fuldkommen åbning af idrætten og dens fællesskaber er intet mindre end fantastisk. Undersøgelser har tydeligt vist, at danskerne har motioneret mindre under corona-krisen. Nu får vi mulighed for igen at mødes i idrættens fællesskaber. Det er vigtigt, ikke mindst for vores børn og unge, siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Idrætsforeningerne lukkede ned for alle aktiviteter i marts på grund af corona-krisen. Udendørs idræt kunne starte op i april, og 13. maj kom der nye retningslinjer for udendørs idræt, så sporadisk kropskontakt blev tilladt.

Lige nu afventer idrætsorganisationerne de endelige retningslinjer for den yderligere åbning af idrætslivet. Så snart de foreligger, vil DIF, DGI og Firmaidrætten hurtigst muligt melde fælles retningslinjer ud til sine foreninger. Derudover kan der gå nogle dage, før kommuner m.fl. i praksis kan åbne indendørsfaciliteterne i henhold til de gældende retningslinjer.