Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Justitsministeren lover ændringer efter værgers misbrug af sagesløse

- Det er et helt forkert og lukket system, sagde søster til udviklingshæmmet helt tilbage i april.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) lover stramninger af værgelovgivningen. 

Det sker efter, at TV2 Nord gennem knap et år har afsløret gentagne sager, hvor professionelle værger har hævet kæmpe ekstra honorarer, og eksempelvis solgt en hjerneskadet kvindes indbo uden at kunne fremlægge bilag.

- De historier, som TV2 Nord har afdækket, viser, at der er nogle alvorlige problemer, som vi som politikere skal tage meget alvorligt – og som regeringen tager meget alvorligt, siger Peter Hummelgaard.

TV2 Nord startede afsløringerne med historien om hjerneskadede Hans Ratzer, der i løbet af tre år måtte betale knap 90.000 kroner til professionelle værger - selv om hans søster Mette ville have udført opgaverne gratis, men det blev forhindret, fordi den tidligere værge nægtede at trække sig. 

- Det er et helt forkert og lukket system, fordi den, der tjener pengene som værge, har så store beføjelser. Hans' sag viser, at det kan være meget lukrativt at være værge, tordnede en tårevædet Mette Gramstrup Ratzer tilbage i april.

Samme værge lavede et besøgsforbud, da Hans Ratzer var indlagt på Aalborg Universitetshospital, og familien i en periode på 25 dage ikke måtte besøge ham.

Værgen valgte først at trække sig, da TV2 Nord fortalte om sagen.

Tidligere har vi også fortalt om Birthe Okholm, der blev sendt på plejehjem i Aalborg fra København – helt uden ejendele

Værgen havde nemlig ryddet Birthes lejlighed og solgt hendes indbo herunder sølvtøj og kongeligt porcelæn uden at kunne fremlægge bilag. 

Stærkere tilsyn og øvre grænse for værgemål

Trods skrækeksemplerne var der ingen af de myndigheder, der har pligt til at føre tilsyn med værgerne, som reagerede.

- Det er åbenlyst, at der har været for lidt kontrol med de professionelle værger, siger justitsministeren.

- Jeg tør godt allerede nu sige, at vi er nødt til at have et meget stærkere tilsyn på værgemålsområdet. Jeg mener også, det skal være nemmere at skifte værge - ligesom vi også bør overveje meget kraftigt, om ikke der skal være en øvre grænse for, hvor mange værgemål man rent faktisk kan have som værge, fortæller Peter Hummelgaard.

Antallet af klager over professionelle værger er mere end fordoblet i løbet af en periode på syv år, viser et svar fra Justitisministeriet.

Mette måtte ikke besøge hjerneskadet bror Hans, da Aalborg Universitetshospital har udstedt et besøgsforbud efter anvisning fra værgen.

I 2016 modtog Familieretshuset 132 henvendelser fra borgere i værgesager - i 2022 var det tal steget til 323.

Justitsministeren bad allerede i september måned Civilstyrelsen lave en redegørelse på baggrund af TV2 Nords dækning af sagen. 

Blandt andre Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen har presset på for at få lavet et grundigt eftersyn af lovgivningen. 

Han er meget tilfreds med, at ministeren nu reagerer.

- Jeg tror på, at det her bliver et eksempel på, at en lokal sag kan bæres helt til Christiansborg med det resultat, at der kommer hurtige lovændringer, men jeg er slet ikke i tvivl om, at der kommer til at ske væsentlige ændringer af lovgivningen på værgemålsområdet, siger Preben Bang Henriksen (V).

Redegørelsen fra Civilstyrelsen skal nu danne grundlag for en revision af værgemålslovgivningen.

- TV2 Nords indslag og redegørelsen fra Civilstyrelsen tegner et billede af, at der er behov for politisk handling – og det kommer til at ske. Grundlæggende er det noget, som vi politikere skylder på vegne af samfundets mest udsatte borgere, slutter justitsminister Peter Hummelgaard.

Civilstyrelsens vurdering:

(Det fremgår blandt andet, at Civilstyrelsen mener, at der er behov for at se på dele af lovgivningen på værgemålsområdet).

Civilstyrelsen har ikke ud fra udviklingen i antal afgørelser, inkl. klagesager, hos Civilstyrelsen, der som nævnt ovenfor er steget med 25 procent fra 2015 til 2022, mens antal værgemål med en fast værge i samme periode er steget med 72 procent, haft indikationer på, at der skulle være problemer vedrørende de faste værgers varetagelse af deres hverv. De klagesager, som styrelsen har behandlet, har heller ikke vist et generelt mønster, som kunne begrunde særlig opmærksomhed for Civilstyrelsen på området, herunder i forhold til Familieretshusets sagsbehandlingstider. De årlige rapporteringer fra Familieretshuset vedrørende tilsynet med de faste værger har heller ikke givet anledning til væsentlige bemærkninger fra Civilstyrelsen.

De oplysninger, som Familieretshuset er kommet med i notatet af 20. december 2023 til brug for denne redegørelse, må selvsagt give anledning til, at Civilstyrelsen som tilsynsmyndighed må udtrykke stor bekymring for situationen på værgemålsområdet i Familieretshuset.

Familieretshuset oplyser, at der for en række sagsområder er ventetider på op til 2,5 år, som betyder, at den værgede selv eller den værgedes pårørende i praksis ikke kan disponere over den værgedes indtægt eller formue til f.eks. hjælpemidler eller ferie. Familieretshuset beskriver også deres tilsyn som helt utilstrækkeligt, idet tilsynet kun foretages i helt særlige risikosager. Samtidig er det Familieretshusets beregning, at antallet af indkomne sager på værgemålsområdet vil stige fra 25.788 sager i 2022 til 36.425 sager i 2027. Ved udgangen af 2022 var der en opgjort ”sagspukkel” på 2.606 sager.

Det er på den baggrund Familieretshusets vurdering, at en konsolidering af værgemålsområdet vil kræve tilførsel af en merbevilling fra 1. januar 2024 i form af dels en to-årig bevilling til afvikling af sagspuklen, dels en stigende løbende bevilling baseret på forventningen til den fremtidige sagstilgang. Familieretshuset vurderer, at merbevillingen vil være aktuel, indtil der måtte være gennemført en analyse af den langsigtede administration af området og eventuelle afledte ændringer af den 30 år gamle værgemålslov er gennemført.

Civilstyrelsen vurderer, at det henset til udviklingen i antallet af værgemåls-sager ikke er tilstrækkeligt alene at øge bevillingen til området. Det er styrelsens vurdering, at der også er behov for at se på dele af lovgivningen på værgemålsområdet, jf. pkt. 4 nedenfor, med henblik på at undersøge, om området med fordel kan struktureres anderledes.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.