Klovn truede skrækslagen kvinde: DØ!
Tendensen med, at uhyggelige klovne skræmmer folk, har ramt Nordjylland.
De skræmmende klovne har været på spil i Nordjylland igen, og denne gang er det med dødstrusler og knive.
De såkaldte killer clowns har igen været på færd i Nordjylland.
Tirsdag aften modtog Nordjyllands Politi to anmeldelser om klovne, der har været på spil og skræmt folk fra vid og sans.
Den første anmeldelse kom fra en 29-årig kvinde fra Arden. Omkring klokken 23:30 bankede det på kvindes vindue på Østergade, og da hun trak gardinet fra, fik hun sig noget af en forskrækkelse.
Bag gardinet stod en person iført punkerparyk i flere farver, mørkt tøj og hvid maske. I sine hænder holdte klovnen et stort skilt, hvorpå der stod: DØ!
Det er ikke rimeligt, at folk skal udsættes for sådan noget. Det er en ualmindelig kedelig trend. Folk bliver jo forskrækket og lige pludselig sker der en ulykke.
Poul Badsberg, Nordjyllands Politi.
- Det er ikke rimeligt, at folk skal udsættes for sådan noget. Det er en ualmindelig kedelig trend. Folk bliver jo forskrækket og lige pludselig sker der en ulykke, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.
Nordjyllands Politi sendte straks en patrulje og hunde ud på stedet i forsøg på at opspore klovnen, men den havde taget sine ben over nakken, da kvinden begyndte at skrige.
Lidt over midnat var den gal igen. En 23-årig mand anmeldte endnu en klovn, som havde forskrækket ham klokken 20:50 tirsdag aften.
- Manden kom kørende ind i rundkørslen på Brogårdsvej i Aabybro. Her så han en klovn komme ud fra et krat og hen til bilen, hvor han bankede på ruden i førersiden med en kniv, siger vagtchefen.
Den unge mand kørte hurtigt væk fra stedet, imens klovnen løb efter bilen.
- Vi kan kun henstille til at folk skal lade være med sådan noget. Hvis vi får fat på en klovn, får den mindst en bøde. I episoden med kvinden kan personen også blive sigtet for trusler. Kan vi straffe dem på nogen måde, så gør vi det, siger vagtchefen.