Milliarder i banken: Her er de rigeste nordjyder

De rigeste danskere i 2022 er blevet opgjort på en ny liste, hvor både nogle er steget, faldet og droppet helt ud.

De spekulerer hverken over varmeregningen eller tårnhøje prisstigninger på fødevarer.

Faktisk har en lille håndfuld nordjyder så mange penge på bankbogen, at de er blandt landets største rigmænd. 

Økonomisk Ugebrev har netop udgivet en liste med de 100 rigeste danskere, hvor fire nordjyder er at finde.

Øverst på listen finder man Lego-familien med en svimlende formue på 322,5 milliarder kroner.

Derfor er der altså et stykke vej op for den rigeste i Nordjylland, som ligger et godt stykke udenfor top 10.

Du kan nedenfor se de fire rigeste i Nordjylland, som er med i top 100 på listen over Danmarks rigeste.

De rigeste nordjyder

Nummer fire: Henrik Sørensen & Familie

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Med en formue på 1,9 milliarder kroner indtager Henrik Søren en 98. plads på listen over Danmarks rigeste.

Det er et fald på 30 pladser i forhold til året før, hvor formuen lød på 2,7 milliarder kroner.

Henrik Sørensen solgte tilbage i juni 75 procent af virksomheden Desmi, som producerer pumper og miljøudstyr til især skibe.

Tilbage i 2003 købte han sig ind i virksomheden, som han sidenhen har gjort til både en millionforretning og sit livsværk. De seneste 10 år inden salget har Henrik Sørensen været både direktør og hovedejer med 80 procent af aktierne.

I dag ejer han sammen med finansdirektør Jan Thaarup 25 procent af Desmi.

Nummer tre: Henning Kjeldsen

Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Henning Kjeldsens formue lyder i 2022 på 2,6 milliarder kroner, som er en stigning i forhold til sidste år – det giver ham en plads som Danmarks 74. rigeste person.

I 2021 var formuen 300 millioner kroner mindre, og med den voksende formue er han også rykket ni pladser frem fra 83. pladsen.

Kvotekvongen, som han også bliver kaldt, havde ellers et turbulent 2021, hvor han blev idømt en bøde på 54 millioner kroner og fik beslaglagt udbytter for 161 millioner kroner.

Den dom ankede han dog, og sagen kører nu et tak højere i systemet, hvor den skal prøves i landretten.

Henning Kjeldsen har siden sagens begyndelse solgt flere kvoter i protest mod, hvad han anser for en en hetz fra myndighedernes side.

Nummer to: Jørgen Enggaard & Familie

Foto: Bjarne Luthcke/Ritzau Scanpix

På listens 61. plads finder man entrepenørfamilien Enggaard, som har en formue på 3,1 milliarder kroner.

Selvom formuen er gigantisk, så er formuen dog blevet mindre, hvor den i 2021 lå på 3,6 milliarder kroner, og familien var i sammen år i top 50 på listen over Danmarks rigeste.

A. Enggaard, som virksomheden hedder, beskæftiger sig med både udvikling af, investering i og opførelse af ejendomme.

Af større byggerier kan eksemplevis Ceres Byen i Aarhus nævnes, mens de i Aalborg har været med til den store renovering på Østre Havn.

Firmaet har også deltaget i projektet på de gamle spritfabrikker ’Spritten’, som dog ikke har været uden negativ omtale, hvor kommunen er blevet anklaget for at favorisere A. Enggaard.

Nummer et: Mads og Svend Møller Hansen

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Far og søns formue, som er blevet lavet på stålvirksomhed DS Gruppen, er vokset til over tre milliarder kroner og lyder nu på 3,2 millarder.

I 2021 var formuen på 2,7 milliarder kroner, hvilket dengang resulterede i 70. plads på listen over Danmarks rigeste – den plads er i dag konventeret til en 58. plads.

Efter 52 år som familieejet virksomhed valgte de dog tidligere i år at sælge DS Gruppen til en tysk industrikoncern.

DS Gruppen beskæftiger 500 ansatte, og det var som udgangspunkt meningen, at Mads Møller Hansen skulle fortsætte som DS Gruppen operative chef.

Det varede dog kun i et par måneder, inden han fratrådte stillingen.

De røg ud af listen

I 2021 var der dog flere nordjyder at finde på top 100 listen over Danmarks rigeste, men der er nogle stykker, som i 2022 er røget ud af den prestigefyldte liste.

Det er André Rafal Rogaczewski, hvis formue er svundet næsten en milliard kroner på et år – fra 2,6 milliarder til 1,7 milliarder kroner, og det er altså ikke nok for medstifteren af IT-selskabet Netcompany.

To andre nordjyder er også røget af listen. Det er Jens Kristian Friis-Salling og Miki Jonas Brøns, som begge har tjent deres penge på den nordjysk baserede fiskeforretning, Polar Seafood Denmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland