Hugin og Munin-sag: Privatøkonomi blandet sammen med opholdssteders
Dyre private indkøb blev betalt fra samme konto som betalte udgifter til opholdssted i Aalestrup.
Lederen af de konkursramte opholdssteder Hugin og Munin har i en længere periode blandet sine egne private udgifter sammen med driften af opholdsstederne.
Private luksusvarer som cykler, et ur og kostbart B&O-udstyr blev indkøbt fra samme konto, som betalte regninger for de sociale opholdssteder Hugin og Munin i Aalestrup. Et opholdssted som gik konkurs i maj måned med en milliongæld til især det offentlige.
Lederen af Hugin og Munin, Rasmus Bisgaard, har tidligere erkendt, at opholdsstedernes økonomi har været blandet sammen. Nu viser det sig, at økonomien også har været blandet sammen med en række af Rasmus Bisgaards private udgifter. Lederen selv mener ikke, at han har gjort noget forkert:
- Alt hvad der er kørt ind, hvis der er kørt noget ind, så er det jo kørt ind på en mellemregning, som er blevet betalt, så det har jeg ingen problemer med, siger Rasmus Bisgaard.
Ifølge TV2 Nords oplysninger har Rasmus Bisgaard det seneste år op mod konkurserne i Hugin og Munin betalt store private udgifter fra samme konto, som betalte regninger til opholdsstederne.
- Har der været en saldo på et tidspunkt, som vendte forkert, jamen så har man kørt en lønseddel på det, og så har man fået det udlignet således, at der også er betalt skat, så jeg ved, at jeg har rent mel i posen, siger Rasmus Bisgaard.
Der er blandt andet købt et sportssponsorat på 20.000 kr. om måneden til en klub i Viborg. I månederne op til konkurserne er der blevet indkøbt dyre cykler, B&O-udstyr til 55.000 og et ur til 30.000 kroner.
- De ting har jeg selv betalt, siger Rasmus Bisgaard.
Rodet økonomi vækker kritik
Ifølge TV2 Nords oplysninger er de dyre ting indkøbt via Rasmus Bisgaards private opholdssted Hugin og Munin ApS, som også har betalt huslejen i en udsigtsvilla ved Nørresø i Viborg. Sammenblandingen af private udgifter med opholdsstederne vækker kritik i branchen.
- Det er ikke godt for branchens omdømme, og det er rigtigt kedeligt at vi har nogle lidt brodne kar i branchen, siger Else Marie Kristiansen, der er tidligere bestyrelsesmedlem i Hugin og Muninfonden og nu bestyrelsesformand i Botilbuddet Next Step i Viborg, som indtil for nyligt havde Rasmus Bisgaard som leder.
Rasmus Bisgaard erkender, at det har været en fejl at blande private udgifter med erhvervsudgifter fra den samme konto.
- Det er fuldstændig rigtigt. Det havde været nemmere, hvis jeg bare havde købt de her ting fra min egen lønkonto – og det har jeg også gjort. Problemet er, at den nævnte konto sætter jeg også selv penge ind på, altså private penge, så dem har jeg selvfølgelig ret til at hæve, da det er min konto, siger Rasmus Bisgaard, der selv beklager de problemer med dobbelt bogføring, som kontoen har givet.
Else Marie Kristiansen mener til gengæld, at Rasmus Bisgaard har opført sig særdeles kritisabelt.
- Vi skal ikke smide om os med penge i denne branche. De skal bruges på borgerne og på udvikling af de tilbud de bor i. Det synes jeg ikke, at jeg har oplevet i dette tilfælde, siger Else Marie Kristiansen.
Stole indkøbt til café
Selvom hele to opholdssteder under Hugin og Munin kørte med ekspresfart mod konkurs, blev der stadig købt ind, som om alt var normalt. Fonden Hugin og Munin afleverede således en ordre på godt 100.000 kroner hos Drejer Design Center kort tid før konkursen.
Fonden bestilte blandt andet 50 stole, men det viste sig senere, at stolene ikke skulle leveres til opholdsstedet, men i stedet til en café på St. Sct. Mikkelsgade Viborg. Ifølge Rasmus Bisgaard, fordi det var planen at åbne en social café på stedet.
Men der var ikke penge til at betale de mange stole, og da møbelhandleren rykkede for pengene, fik han besked på i stedet at omfakturere regningen til Hugin og Munin Kitchen. Et firma, der viste sig ikke at eksistere.
Ifølge Rasmus Bisgaard beror sagen på en misforståelse.
- Pengene er betalt og af det firma, som har fået leveret stolene, siger Rasmus Bisgaard