Emil fik stjålet udstyr for 400.000 kroner: Nu er det utrolige sket

Emil Høgh Jensen troede aldrig, han igen skulle se skyggen af det GPS-udstyr, han i efteråret fik stjålet.

Det var en kedelig overraskelse, de fik hos Thorup Maskinhandel i Nørager en oktobermorgen sidste år.

Her opdagede de, at ubudne gæster i løbet af natten havde stjålet GPS-udstyr for omkring 400.000 kroner fra maskinerne.

Dengang var det en opgivende driftsleder, TV2 Nord mødte hos Thorup Maskinhandel:

- Jeg tror ikke på, at de her anlæg dukker op i Danmark igen. Det tror jeg ikke på. Det må være til Østeuropa et eller andet sted, de skal hen, lød det den 8. oktober 2023 fra Emil Høgh Jensen. 

Men driftslederen tog fejl. 

For i dag kunne Nordjyllands Politi i samarbejde med andre politikredse meddele, at tre rumænske mænd er anholdt for blandt andet stjålet GPS-udstyr til små fire millioner kroner.

Og under flere ransagninger i Sydøstjylland og Esbjerg blev der fundet GPS-udstyr, der skulle sendes til Rumænien. Heriblandt udstyr fra Thorup Maskinhandel. 

- Det er godt at høre, de er blevet anholdt. Det er dejligt. Så får vi jo ro på. Så kommer de jo ikke og render med mere - i hvert fald ikke lige dem, siger Emil Høgh Jensen.

I maskinhallen forsøger de nu at sikre sig mod nye indbrud ved at sætte mere overvågning op og investere i alarmer. 

- Så jeg synes, vi er bedre dækket ind næste gang, lyder det fra driftslederen.

Nordjysk kvinde med vigtigt tip

Anholdelsen er resultatet af et større samarbejde på tværs af landet - men især én borgerhenvendelse fra en nordjysk kvinde var afgørende. 

Hun kunne give politiet et registreringsnummer på en mistænkelig bil.

- Det er lige den sidste brik, der mangler. Og det er derfor, vi også gerne vil sige tak til sådan en borger. For hvad en borger kan synes er en rigtig lille ting, så er det faktisk lige den afgørende ting i den her sag for os, lyder det fra politikommissær ved Nordjyllands Politi Ulf Much Sørensen, der fortsætter:

- Så det er vi rigtig taknemmelige over. 

Se hele indslaget herunder:


Seneste nyt

fra Nordjylland