Ukrainere afløser på ældrecentre i sommerferien

I løbet af sommerferien er det ikke kun dansk, der bliver talt på ældrecentrene i Rebild Kommune. Seks ukrainere er blevet tilknyttet som sommerferieafløsere.

Det har længe været et problem på landets ældrecentre, at det kan være svært at rekruttere nye medarbejdere og finde afløsere til ferieperioder. Det gælder også i Rebild Kommune, hvor man nu har fundet en løsning.

Flere ukrainske flygtninge har henvendt sig til kommunens jobcenter, fordi de gerne vil finde et arbejde i Danmark – og derfor har jobcentret nu matchet ukrainerne med kommunens ældrecentre.

- Det er rigtig dejligt, og det betyder rigtig meget. Også for ukrainerne selv, fordi det giver dem en mulighed for på en ordentlig måde at bidrage til det samfund, de er en del af. Det vil de rigtig gerne, oplever vi, siger Jesper Greth (V), der er borgmester i Rebild Kommune.

I alt har seks ældrecentre fået seks ukrainske sommerferieafløsere. Det er en fordel både for ældrecentrene og ukrainerne, lyder det fra Birgitta Sloth Christensen, der er chef for Pleje og Omsorg i Rebild Kommune:

- Det hjælper det faglærte personale på vores ældrecentre, at de primært kan koncentrere deres arbejde omkring plejen og blive aflastet på de praktiske opgaver. På den måde får de frigjort tid til opgaver omkring omsorg og pleje, som kræver faglig uddannelse.

Står for praktiske opgaver

Det er praktiske opgaver som rengøring, borddækning og lignende, som de ukrainske afløsere nu skal hjælpe til med. Plejeopgaverne står det faste personale for.

Ukrainerne er ansat i sommerferieperioden fra uge 28 til uge 33, men hvis alt går godt, kan der blive tale om en mere fast tilknytning til ældrecentrene:

- For ukrainerne har det den fordel, at de får en fod inden for arbejdsmarkedet og ikke mindst får de noget erfaring til deres CV. Måske er vi så heldige, at de er kommende faste medarbejdere i Rebild Kommune, siger Ann Frederiksen, der er chef for Center Arbejdsmarked og Borgerservice.

Sprogkort hjælper med kommunikationen

Der er ingen af de ukrainske afløsere, der kan tale dansk eller engelsk, og derfor kan det give nogle sproglige vanskeligheder, når de skal arbejde sammen med deres danske kollegaer.

Det har jobcentret heldigvis en løsning på, fortæller Ann Frederiksen:

- De sproglige udfordringer har vi efterhånden gode erfaringer med og rådgiver arbejdsgiveren om, siger hun.

- I det her tilfælde er det blandt andet løst med et lille sprogkort, som er udleveret til ukrainerne, hvor billeder og tekst hjælper medarbejderen med et overblik i forhold til redskaber og produkter.

Flere ukrainere står klar

På borgmesterkontoret lyder opfordringen til andre virksomheder, der mangler arbejdskraft, at de skal tage fat i jobcentret, for der er stadig ukrainere, der mangler job i kommunen.

- Jeg synes, vi er gode til i fællesskab at finde løsninger, og private virksomheder har også været gode til at række ud og involvere og engagere ukrainerne i deres virksomheder, siger borgmester Jesper Greth..

De ukrainske flygtninge har været igennem meget den seneste tid med krig og flugt fra landet, og i den kontekst er der også flere af dem, der er glade for at komme i arbejde, så hovedet kan koncentrere sig om andet end krig.

- Det er en måde at få en hverdag med indhold for dem. De kommer fra en situation med mange spekulationer, og arbejdet kan give dem noget adspredelse og få tankerne lidt væk fra det, de ser om krigen i medierne eller hører hjemmefra, siger Jesper Greth.

- På den her måde får de noget, der ligner det, de kom fra, da de havde deres normale hverdag derhjemme.

Det er ældrecentre i Bælum, Skørping, Suldrup, Terndrup, Mastruplund og Øster Hornum, der har ukrainske afløsere i sommerperioden. 


Seneste nyt

fra Nordjylland