TV2 Nord erfarer: Ny vagtlægeaftale betyder at fire steder lukker ned
Hvis et flertal i Regionsrådet stemmer for, kommer mange nordjyder til at få langt til den nærmeste vagtlægekonsultation.
Alt tyder på, at lægevagten i Farsø, Brovst, Skagen og Brønderslev er fortid når kalenderen skifter fra februar til marts.
Et sandsynligvis stort flertal i regionsrådet vil på tirsdag nemlig vedtage en ny aftale om vagtlægeordningen i Nordjylland. Det erfarer TV2 Nord.
Den nye aftale vil betyde, at mange nordjyder får længere til lægen, hvis de bliver syge om aftenen eller i weekenden. Den nye struktur, der er lagt op til, indebærer også, at lægerne skal arbejde mindre, men kommer til at tjene mere.
- Ikke alle, der har bil
Farsø er et af de steder hvor en vagtlæge har åbent hver weekend og på visse andre tidspunkter. Men det bliver ikke ved med at være sådan. Med den nye aftale for lægevagten er der lagt op til, at lægevagten i Farsø forsvinder – og det samme vil ske i Brovst, Skagen og Brønderslev. Det er regionsrådsmedlem, Gitte Lopdrup, meget imod.
- Det betyder jo, at en del borgere får meget længere transport, hvis de har brug for at se en læge, efter at deres praktiserende læge har lukket, siger Radikales Gitte Lopdrup, der er medlem af regionsrådet i Nordjylland.
Hvis man lukker flere vagtlægekonsultationer, vil det virkelig give ulighed i sundhedssystemet. Og det er vores opgave at sikre, at vores sundhedsvæsen er tilgængeligt.
Gitte Lopdrup, medlem af regionsrådet, Radikale Venstre
Hun vil ikke udtale sig konkret om aftalen, som regionsrådet efter alt at dømme indgår med Praktiserende Lægers Organisation, PLO, på tirsdag. Men hun er stærk modstander af Sundhedsstyrelsens generelle anbefaling om kun at have lægevagter, der er tilknyttet de større akutsygehuse.
- For det er jo ikke alle mennesker, der bare har en bil til rådighed, og som de bare kan sætte sig ind i og så lige smutte hen til akutsygehuset. Vi udgør jo et stort geografisk område her i landsdelen. Hvis man lukker flere vagtlægekonsultationer, vil det virkelig give ulighed i sundhedssystemet. Og det er vores opgave at sikre, at vores sundhedsvæsen er tilgængeligt. Så det synes jeg er en rigtig dum udvikling, siger Gitte Lopdrup.
VOXPOP: Borgere i Brovst utilfredse med udsigten til at mangle lægevagten
Artiklen fortsætter under videoen
PLO lukkede Brønderslev ned
Som det er i dag, er der vagtlægekonsultationer i et eller andet omfang i Farsø, Brovst og Skagen. Også i Brønderslev har der indtil for et par år siden været mulighed for at komme til lægevagten, men regionen har aldrig formelt nedlagt den.
Det var nemlig lægernes organisation, PLO, der tog beslutningen om at lukke den i 2017. Siden har vagtlægeordningen i Brønderslev ”ligget i dvale” – uden at der har været truffet beslutning om at genåbne den.
I Aalborg, Hjørring, Thisted og Hobro, er der lægevagtkonsultationer i tilknytning til sygehusene, hvor der er akutmodtagelse eller akut modtageafsnit. I Frederikshavn kan borgerne også komme til konsultation hos en vagtlæge.
Det, der nu er lagt op til, er, at de fire mindre konsultationssteder i Farsø, Brovst, Skagen og Brønderslev definitivt bliver nedlagt.
Overblik: Sådan ser vagtlægedækningen ud efter 1. marts
Det handler for meget om økonomi
Den nye aftale er efter TV2 Nords oplysninger blevet til sammen med lægernes organisation, PLO. Regionsrådsmedlem Lene Linnemann (SF) understreger, at hun heller ikke vil udtale sig om et lukket punkt på dagsordenen. Men generelt er hun utilfreds med de aftaler, som regionen hidtil har indgået med PLO.
- Som jeg ser det, så er det rigtig tit, at det handler mere om økonomi end det handler om, hvad der er godt for patienten, siger Lene Linnemann.
TV2 Nord erfarer, at PLO-lægerne med den nye aftale får omkring 1.400 færre vagter end nu. Samtidig sikres de en garantibetaling på 10.000 kroner for en nattevagt.
- Erfaringen siger, at vi kan lave nok så mange aftaler. Men hvis PLO mener, de er presset og ikke har tid til at dække konsultationerne, ikke har patienter nok eller hvad der nu er årsagen, så lukker de ned - uden at det er noget, vi er enige om. Det er det, jeg har set indtil nu, så det tænker jeg kan ske igen, siger Lene Linnemann.
Som jeg ser det, så er det rigtig tit, at det handler mere om økonomi end det handler om, hvad der er godt for patienten
Lene Linnemann, medlem af regionsrådet, SF
Træk vagtlægeordningen hjem
I Enhedslisten er der heller ikke tilfredshed med lægernes organisation PLO.
- Jeg kender ingen analyser eller argumenter for, at færre steder skulle give et bedre lægetilbud. Jeg kan ikke udtale mig om noget, der har været behandlet som et lukket punkt og nu skal i regionsrådet, men man kan se på lægeforeningen PLOs egen hjemmeside, hvad det er for nogle helt konkrete tanker, PLO har i det her spil. Det går måske mere i retning af at sikre, at lægerne har et attraktivt arbejdsmiljø end fokus på, at patienterne skal have et godt lægetilbud, siger Susanne Flydtkjær fra Enhedslisten, der er medlem af regionsrådet.
SF's Lene Linnemann kunne godt tænke sig, at Region Nordjylland trækker vagtlægeordningen hjem og selv ansætter de læger, der skal bruges – som det er tilfældet i hovedstadsområdet. Lige nu ser den løsning dog ikke enkel og ligetil ud.
- Det er jo sådan, at PLO har fat i den lange ende. Der mangler læger og vi skal have dækket de stillinger, og så er den ikke så meget længere, siger Lene Linnemann.
Parat til at sætte hælene i
- Som det er nu, så har vi stor lægemangel. Vi har voldsomt brug for deres ressourcer og kompetencer. Jeg ved godt, de siger, at de har et liberalt erhverv, men det er jo regionen, der aflønner dem og skaffer dem deres kunder, så mere selvstændig virksomhed er de jo ikke, siger Gitte Lopdrup fra de Radikale.
Hun er parat til at sætte hælene i overfor en eventuel ny aftale.
- Det kan godt være, at det ser ud, om vi ikke har andre muligheder end at følge trop, når nu der er mangel på læger. Men vi skal da i første omgang sige fra som politikere. Vi skal jo hele tiden have for øje, at det her handler om patienterne og de nordjyske borgere, siger Gitte Lopdrup.
Hvis regionsrådet vedtager aftalen, så lukker lægevagtkonsultationen i Farsø, Brovst, Brønderslev og Skagen den 1. marts.
TV2 Nord har også talt med regionsrådsmedlemmer fra Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative. Ingen af dem ønsker at udtale sig om aftalen med PLO før efter regionsrådsmødet.
PLO: Kritik bunder i uvidenhed
TV2 Nord ville gerne have interviewet formand for PLO Nordjylland Annemette Alstrup om sagen her, men hun har ikke ønsket at stille op. På mail har hun svaret på to af TV2 Nords spørgsmål:
SPØRGSMÅL: Vi har talt med flere regionsrådsmedlemmer. De vil ikke udtale sig konkret om den sag, der skal behandles på tirsdag. Men flere af dem siger, at de generelt ikke har tillid til PLO, fordi organisationen tidligere har vist, at man ikke kan regne med en aftale med lægerne. Hvad siger du til den kritik?
ANNEMETTE ALSTRUP: Jeg vælger at tro, den bunder i konkret uvidenhed om de vanskelige bemandingsproblemer, der er i vores lægevagt i Nordjylland. Vi arbejder under en vagtaftale fra 2007, hvor vi var ca. 70 flere praktiserende læger til arbejdet, end vi er nu. Mens vi venter på en tidssvarende modernisering, som matcher de lægelige resourcer, har vi desværre været nødsaget til bemandingsmæssige tilpasninger for at sikre forsvarlig drift.
SPØRGSMÅL: Flere regionsrådsmedlemmer siger også, at der ofte er mere tale om økonomi end patientens behov? Hvad siger du til den kritik?
ANNEMETTE ALSTRUP: Jeg vil opfordre de pågældende at stå frem og gå i direkte dialog med mig og mine kolleger i stedet for at kritisere gennem pressen.
TV2 Nord ville også gerne have haft svar på nedenstående spørgsmål, men dem har Annemette Alstrup fra PLO ingen kommentarer til på nuværende tidspunkt.
SPØRGSMÅL: Aftaleudkastet lægger op til at lukke fire vagtlægesteder i Nordjylland. Er det fordi, I ikke kan finde ressourcer til at bemande dem?
SPØRGSMÅL: I udnytter lægemanglen, I står til at tjene mere og I får næsten 1400 færre vagter, lyder kritikken fra flere. Hvad er dit syn på den kritik?