Å går over sine bredder: Thisted by kan blive oversvømmet
Foto: Mogens Lauritsen, Thisted
Knap 30 mand kæmper lige nu med at holde vandet tilbage i en å i Thisted by, som risikerer at blive oversvømmet.
Der er i bogstaveligste forstand løbet meget vand i åen, som løber under Thisted.
Lige nu kæmper knap 30 mand med at holde vandet tilbage ved vejen Over Engen. Der er nemlig fare for, at nærliggende kolonihaver og noget af Thisted by kan blive oversvømmet.
Hvis vandet fortsætter med at stige, så kan det ikke udelukkes, at det sker.
Lars Enevoldsen, indsatsleder
- Hvis vandet fortsætter med at stige, så kan det ikke udelukkes, at det sker, siger Lars Enevoldsen, indsatsleder for Nordjyllands Beredskab.
Syv mand fra brandvæsenet, 15 fra Beredskabsstyrelsen og seks mand fra Thisted Kommune er i fællesskab i gang med at lægge dæmning og sandsække på en cirka 300 meter lang strækning.
- Vi håber, vi kan nøjes med at lave en dæmning, så vi er ikke begyndt at pumpe endnu, siger indsatslederen.
Åen er en del af den nyetablerede Thingstrup Sø, som blandt andet skal sikre Thisted mod oversvømmelser fra det bagvedliggende opland.
Mange timers arbejde i vente
Men det er ikke sådan lige at lægge dæmning og sandsække. Der er nemlig kommet så meget vand, at det er svært at komme frem.
- Sandsække og dæmning skal bæres ud, for der er rigtig blødt, så det er en fysisk krævende opgave, siger Lars Enevoldsen.
Han og de andre beredskabsfolk har mange timers arbejde foran sig ved den oversvømmede å.
- Vi bliver i hvert fald ikke færdige, før det bliver mørkt. Vi har mindst 6-7 timers arbejde foran os her endnu, siger indsatslederen.
Vejen Over Engen er spærret.