Oversvømmede marker: - Det er en katastrofe for os i landbruget

De nordjyske landmænd er dybt utilfredse med hvordan kommunerne vedligeholder åer og vandløb. Var det gjort rigtigt, kunne mange af vinterens oversvømmelser være undgået.

Der er vand på næsten alle marker i landsdelen. Det er et resultat af at kommunerne ikke har sørget for at vandløbene kan klare den ekstra regn. Sådan siger landboforeningen Agri Nord, som vil have kommunerne til at gøre noget ved problemet nu.

Ifølge Agri Nord skal Aalborg kommunen og alle de andre kommuner nu på banen.

- Nu ser vi resultatet af den vandløbsadministration vi har haft i rigtig mange år, og det er en katastrofe for os i landbruget, siger formanden for Agri Nord, Carl Christian Pedersen.

Hvordan kommunen vil løse problemet, vil formanden ikke blande sig i, bare det bliver løst.

- Vi har påpeget i rigtig mange år, at der er problemer med den vandafledning vi har. Der kommer simpelthen for meget vand til vores åer, siger formanden for Agri Nord, Carl Christian Pedersen.

Ifølge Agri Nord haster det med en løsning.

- Nu er det simpelthen bevist hvor vigtigt det er, at klimasikring det skal indtænkes i fremtidens vandløbsadministration. Det går ikke det her, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland