Verdenskendt magasin hylder Thy og Mors: - En maddestination i verdensklasse
Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark
Det er blandt andet Hotel Havbadet i Vorupør, Hanstholm Madbar og Thy Whisky, der bliver fremhævet af Forbes.
Først var det New York Times, og nu er det så Forbes Magazine, der fremhæver en række destinationer i både Thy og på Mors.
For et år siden var det New York Times, og nu har et andet kendt amerikansk medie så fået øjnene op for ikke bare Thy, men også Mors.
Det er Forbes Magazine, der i en artikel på deres hjemmeside, fremhæver den lokale madkultur og lister en række restauranter, hoteller og seværdigheder fra området.
"Thy og Mors er placeret på den nordligste del af Jyllands halvø og er ved at træde frem som en maddestination i verdensklasse."
Sådan lyder det i artiklen, og det er noget, der vækker stor glæde hos Visit Thys turistchef Mai Manaa.
Det sætter en kædereaktion i gang og holder hypen ved lige.
Mai Manaa, Turistchef, Visit Thy
- Det er så sejt, og jeg er kæmpe, kæmpe stolt. Det er en af verdens mindste kommuner i et af verdens største medier. Det er vildt, siger hun.
I artiklen, der blev publiceret 1. februar, bliver Hanstholm Madbar fremhævet for den unikke placering ved havet. Som der står i artiklen, så får det at spise lokal fisk og skalddyr en helt ny betydning, når man kan indtage det, mens man kigger ud på havet.
Hotel Havbadet bliver også fremhævet for dets placering. Her skriver de i artiklen, at gæsterne kan falde i søvn til duften af hav.
- Når så store aktører validerer os, så batter det, og så begynder andre at kigge på os. Det sætter en kædereaktion i gang og holder hypen vedlige. Her er ikke langt fra jord til bord, og det er det, vi kan, siger Mai Manaa.
Også Thy Whiskey, Tambohus Kro & Badehotel, Restaurant Limfjordens Hus og Venø Seafood bliver fremhævet i artiklen.
Besøg fra USA
Anerkendelsen fra New York Times for et år siden har ifølge turistchefen sat det hele i gang. Det åbnede kontakt til Forbes Magazine, som var på besøg i Thy et par dage i efteråret.
Her havde Mai Manaa dem og nogle andre medier med rundt til en række destinationer og seværdigheder, men der var ikke nogen garanti for, at de faktisk ville skrive om eller fremhæve området.
- Der er ingen penge eller noget mellem os, og der var ingen garantier. Vi udnyttede bare den mulighed, der var, og det har nu vist sig at give pote. Det er så vildt, siger hun.
Forbes mangler dog lige at få helt styr på geografien til næste gang. Venø, Thyholm og Salling er røget under området ”Thy og Mors”, men så lokalkendte er de jo heller ikke.