Hvad synes du egentlig om TV2/Nord?

Foto: TV2 Nord

Det spørgsmål kommer jeg til at stille en del gange den kommende tid. Som ny stationsforstander på den regionale tv-station er det guld værd for mig at vide, hvad I forventer af os.

Hvad laver vi for meget af? For lidt af? Hvad burde vi slet ikke lave? Og hvad burde vi gå i gang med?

Derfor indleder jeg sammen med en flok af medarbejdere på TV2/Nord her i efteråret en inspirationskaravane. Vi vil besøge alle kommuner i vores sendeområde og bede nordjyderne om gode råd til, hvad for noget fjernsyn vi skal lave.

På stationen har vi selvfølgelig selv masser af ideer. Vi har eksempelvis netop besluttet at lave et nyhedsjægerkorps, der får til opgave at hæve kvaliteten på vores nyhedsudsendelser. Men hvad er vigtigt for dig? Hvad kan få dig til at åbne for fjernsynet og kigge med? Det vil vi gerne høre.

Tider og steder for møderne bliver offentliggjort senere – både her på hjemmesiden og i vores udsendelser. Men begynd meget gerne at tænke allerede nu, og har du ideer, du bare vil af med straks, så send endelig en mail til mig på miju@tv2nord.dk

Du er også velkommen til at kigge forbi stationen i dag fredag den 30/8 mellem klokken 13 og 15. Her er der reception for samarbejdspartnere, leverandører og venner af huset. Jeg håber, der kommer rigtig mange – men der skal nok være tid til, at du kan aflevere dine gode tanker til enten mig eller en af de andre medarbejdere på TV2/Nord.

Klummen her – Stationsforstanderen – vil jeg skrive et par gange om ugen. Den vil handle om livet på tv-stationen, om mediepolitik eller om Nordjyllands ve og vel. Har du lyst til at blande dig i debatten, så tøv ikke. Min mail er altid åben.

Flere nyheder fra TV2 Nord