Besætningsmedlem på Læsøfærgen testet negativ for coronavirus
Foto: Lars Lyngdahl
Læsøfærgen forbinder Læsø med Frederikshavn.
Et besætningsmedlem på Læsøfærgen var fredag eftermiddag ramt af høj feber under overfarten mellem Frederikshavn og Læsø, men vedkommende er testet negativ for coronavirus.
Der var fredag frygt for, at et besætningsmedlem på Læsøfærgen var ramt af coronavirus, da vedkommende var ramt af høj feber på overfarten mellem Frederikshavn og Læsø fredag eftermiddag.
- Den korte historie er jo, at et besætningsmedlem under overfarten klager over høj feber. Så personen bliver isoleret, og der kommer en læge ombord på Læsø, som laver en podning, fortalte Læsøfærgens direktør Lars Rieks fredag til TV 2.
Besætningsmedlemmets test for coronavirus har vist sig at være negativ. Det oplyser Læsøfærgen lørdag på Facebook.
Positiv test kunne føre til aflysninger
Der var frygt for, at en positiv coronatest blandt færgens personale kunne føre til aflysninger af afgange.
- Vi er fuldstændig spændt for, og bliver vi ramt af, at folk ikke må komme på arbejde i 14 dage, så forudser jeg, at det vil påvirke driften, fortalte Lars Rieks fredag til TV 2.
Med den negative coronatest vil færgen sejle som normalt mellem Frederikshavn og Læsø, hvor de fleste afgange i øjeblikket er fuldt bookede.