Jeg er vokset op med stearinlys i vinduerne om aftenen den 4.maj. For at mindes Danmarks befrielse, og at vi lever i et frit land. I år er det 75 år siden tyskerne overgav sig, og de fem forbandede år sluttede. Hvor længe skal vi blive ved med at markere en for længst afsluttet krig?

Det spørgsmål kom vi til at diskutere i mine menighedsråd. Landets biskopper har nemlig opfordret til, at kirkerne markerer jubilæet for befrielsen. Under besættelsen samledes op mod 700.000 danskere jævnligt til alsang, som en stille protest mod en voldelig overmagt. Denne smukke tradition bliver i år genoplivet rundt om i landet. Forsvaret, folkekirken og TV2 Nord er også gået sammen om en storslået markering af befrielsen i Aalborg.

Men giver det mening? Der er sket meget på 75 år. Som en ung tysk kvinde sagde på et internationalt møde, jeg var til for et par år siden: Hvordan undskylder man for noget, man ikke har gjort? Hver gang hun rejste rundt i Europa, mindede folk hende om nazisternes ugerninger. Men hun har jo ikke noget med dem at gøre.

Hvor længe skal vi blive ved med at rive tyskerne i næsen med den besættelse? Vi har fred nu. EU-projektet virker. Landene bekriger ikke længere hinanden. Tyskerne er velkomne i Danmark. Også til at betale lidt ekstra for friske fisk på vestkysten. Året rundt er vi beriget med dem i sommerhusområdet mellem Hals og Hou. Også nordmændene, som tyskerne bombede med Aalborg lufthavn som udgangspunkt, holder ferie hos os. Det foregår stille og roligt med grill på terrassen, hygge på havnen og halvnøgne solbrune kroppe i kattegat. Det giver arbejdspladser og åbne butikker, som ellers ville dø ud.

Lad os nu glemme den krig! Eller…

Hvis man tager til Tyskland, vil man se, at historien er meget tydelig tilstede. Det er vigtigt for tyskerne ikke at glemme historien. Hverken nazisternes grufulde forbrydelser eller det delte Tyskland efter krigen. Hvis ikke vi minder os selv og hinanden om historien, er der en fare for, at vi gentager den.

Gentage det umenneskelige? Jamen vi er da blevet klogere.

Er vi?

Se bare på den stigende antisemitisme, hvor vi i Nordjylland for nylig var vidne til overmalede jødiske gravsten. I en video på nettet så jeg omtalt, hvordan muslimerne strømmede ud af en moske som rotter. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg hørte det. For hvad er det nu lige, man gør med rotter… Det talte ord går forud for den rå vold. De muslimske ekstremister er ikke bedre, når de prædiker had til langskæggede mænd for hvem “dem-og-os” gør verden nem og overskuelig.

Bliver vi da aldrig klogere? Er friheden ikke en selvfølge? Har vi alle det onde i os?

Nej, nej, og ja! Det sidste “ja” er vigtigt: Det onde kan aldrig isoleres til de andre. Hverken tyskere, jøder, muslimer - eller københavnere.