Tidlig julegave til Sæby: Fond donerer 15 millioner kroner til nyt hus på havnen

Kæmpe donation på vej til Vandsportens Hus på havnen i Sæby. Det er A.P. Møller Fonden, der donerer hele 15 millioner kroner til den 1000 kvadratmeter store hus.

Med en stor donation fra A.P. Møller Fonden er Vandsportens Hus nu godt på vej til at kunne realiseres - som det nye samlingspunkt på Sæby havn.

-  Julegaven kom tidligt, og vi har allerede åbnet den, fortæller en begejstret bestyrelse fra foreningen bag Vandsportens Hus. 

Huset bliver samlingssted for seks foreninger, der i dag findes på forskellige adresser i små og utidssvarende lokaler og samtidig bliver huset åbent for borgere og turister, der besøger Sæby Havn.

- Vi er glade og super stolte over det, lyder det fra Jesper Heinemeier, der er formand for bestyrelsen i Vandsportens Hus.

Huset ligger centralt

Vandsportens Hus kommer til at ligge mellem den nye og gamle havn og bliver i to etager. 

- Det kommer til at ligge centralt for byen og havnen, siger Jesper Heinemeier, der tilføjer, at det er lidt en drøm, der nu er meget tæt på at blive til virkelighed.

Frederikshavn kommune har siden den første tanke om Vandsportens Hus opstod, støttet projektet, blandt andet ved at stille den attraktive grund med slæbested til rådighed i forbindelse med den ny havn. Og kommunen har også for næste år afsat to millioner kroner til huset. 

Lokale fonde har støttet den tidlige fase, hvor der er lavet prospekter og opstillet økonomi og budget for huset, og nu står A.P. Møller Fonden så klar til at støtte projektet og opførelsen af huset.

- Det er så stort at få denne gave fra A.P. Møller Fonden, og vi er nu gået ind i en ny fase. Tidligere var vi i en projektfase, nu går vi ind i en ny fase, hvor vi kan begynde at realisere idéen og vores store drøm, siger Jesper Heinemeier.

Mangler fortsat penge til projektet

Med donationen har Vandsportens Hus nået halvdelen af det samlede budget på 35 millioner kroner, og selvom der således skal findes endnu 15.000.000,- kr. er det af stor betydning at netop A.P. Møller Fonden har givet dette første store bidrag. 

Det betyder ifølge formanden for Vandsportens Hus nemlig, at mange andre og mindre fonde nu også kan se, at projektet er bæredygtigt og godt på vej til at blive realiseret, og derfor kan se sig selv i projektet.

Planen er, at Vandsportens Hus kan indvies til august 2024 i forbindelse med Sæbys købstadsjubilæet.

Foreningerne bag Vandsportens Hus er Sæby Ro- & Kajakklub, SUP-Sæby, Sæby Sejlklub, Sæby Sportsfiskerforening, Sæby Rednings- og Bjærgelaug og Vinterbaderne - De Blå Næser, der nu er et stort skridt nærmere på at skabe nye forhold for udfoldelsen af vandsportsaktiviteter og liv på Sæby havn.


Seneste nyt

fra Nordjylland