Politikere vil have hastebehandlet Nenas sag: - Det skal kulegraves
Foto: TV2 Nord
Flere nordjyske folketingspolitikere kæmper for at få Nenas sag hurtigt genbehandlet.
Selvom familien Hyldgaard fra Skallerup i sidste uge havde glædeligt gensyn i lufthavnen i Aalborg efter mange måneders adskillelse, betyder det ikke, at Nena nu er sikret en permanent opholdstilladelse i Danmark.
Men en lang række politikere kæmper lige nu for hendes sag.
Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, har nu bedt udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek (S) om at gøre sin indflydelse gældende for en hurtig gen-sagsbehandling. Det samme har Bjarne Laustsen (S).
- Den behandling, Nena har fået, er efter min opfattelse forkert og bør ændres hurtigst muligt. Jeg håber, at både minister og ombudsmand vil presse på, skriver Preben Bang Henriksen i et svar til TV2 Nord og uddyber:
- Jeg har med glæde konstateret at vi har fået indføjet i regeringsgrundlaget, at uhensigtsmæssige regler skal afskaffes. Det haster, for vi ser desværre efterhånden nye sager hver dag - oven i en tid, hvor vi mangler arbejdskraft i Danmark.
OM NENAS SAG
TV2 Nord har i flere indslag og artikler fortalt om Nena Hyldgaard, der oprindeligt er fra Cuba.
Hun har boet og arbejdet i Danmark i mere end 16 år, men er alligevel blevet nægtet permanent opholdstilladelse, fordi hun valgte at følge en opfordring fra sin arbejdsgiver, Hjørring Kommune, om at lade sig videreuddanne til social- og sundhedshjælper.
Men det betød paradoksalt nok, at hun dermed mistede retten til permanent opholdstilladelse.
Uddannelse tæller nemlig ikke med som arbejde, og derfor kunne Nena Hyldgaard pludselig ikke opfylde kravet om at have haft arbejde i samlet tre og et halvt år, da hendes ansøgning blev behandlet.
Det har hun været så frustreret over, at hun tidligere i 2022 valgte at tage på en lang ferie i USA med sine døtre, selvom hun har en midlertidig opholdstilladelse i Danmark, fordi hun følte sig vraget af det danske system.
Nenas historie har fået massiv dækning på TV2 Nord - senest i valgkampen, hvor hendes behandling har fået omfattende politisk kritik.
11 nordjyske borgmestre har således skrevet under på et protestbrev forfattet af Hjørrings borgmester Søren Smalbro, der opfordrer regering og Folketing til at ændre reglerne, så udlændinge som Nena ikke bliver straffet for at videreuddanne sig til job i sundhedssektoren, hvor der lige nu er hårdt brug for arbejdskraft.
Mangler arbejdskraft
Per Larsen (K) har fulgt sagen fra første færd og forlanger, at Nenas historie får konsekvenser.
- Som nyt medlem af Udlændinge- og Integrationsudvalget vil jeg forlange, at vi får kulegravet hele området for integration. Vi mangler i den grad arbejdskraft, både på det private arbejdsmarked og i den offentlige sektor, siger han og fortsætter:
- Nå vi så har masser af indvandrere, som i adskillige år har bevist, at de vil Danmark og ønsker at forsørge sig selv og deres familie, så skal de selvfølgelig have permanent ophold i Danmark. Det er direkte uanstændigt ikke at tildele permanent ophold til de velintegrerede indvandrere, som vi har så hårdt brug for, lyder det.
Målet for Per Larsen er "en helt ny og meget mere smidig praksis på området, som sikrer, at ingen falder ned mellem to stole på grund af fejl og mangler og rigide regler".
Mange kæmper for Nena
Bjarne Laustsen, Socialdemokratiet landede i sidste uge med et fly fra København samtidig som Nena Hyldgaard og døtrene Melissa og Amanda.
Han lovede på stedet at hjælpe familien med at få Nenas sag genbehandlet i en fart.
- Det skal gå hurtigt, så familien kan leve i tryghed. Nena har gjort alt,hvad Danmark beder udlændinge om, så hun skal selvfølgelig have sin permanente opholdstilladelse, som hun stod til, da hun i sin tid ansøgte, sagde han og lovede også at tage kontakt til udlændinge- og integrationsministeren.
- Jeg fornemmer, at rigtig mange vil hjælpe familien, lød det fra Bjarne Laustsen.