Sådan kan den mulige svindel i Forsvaret være foregået

Ifølge TV 2s oplysninger kan en skyggekonto med penge fra Forsvaret være blevet brugt til at købe dyr vin, droner og en pizzaovn.

Sagen om den mulige svindel i Forsvaret vokser sig større og større, og de seneste dage er det kommet frem, at politiet efterforsker to sager, hvor der kan have været foregået ulovligheder.

Sagerne drejer sig begge om mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, hvor skatteborgernes penge kan være endt i de forkerte lommer.

Det er endnu uvist, hvordan den mulige svindel er foregået, men TV 2 giver dig her et overblik over, hvordan den kan have fundet sted.

Skyggekonto til luksusvarer

Den ene sag udspringer af whistlebloweren Karsten Hamborg Ravnsgaard, der torsdag stod frem hos blandt andet TV 2 og fortalte om mistænkelige transaktioner fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse til elfirmaet Søndergaard El, hvor han tidligere har været økonomiansvarlig.

Den revisoruddannede Karsten Hamborg Ravnsgaards tidligere arbejdsplads udførte opgaver for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, men under sin ansættelse opdagede han, at der på bestillingslisterne fra styrelsen udover de mere typiske ting blandt andet optrådte dyre designerlamper, støvsugere og vingaver.

Det var hans bekymring, at en del af tingene endte hos medarbejderne selv. Og revisoren var samtidig i tvivl om, hvorvidt elfirmaet, han var ansat hos, havde en rolle i den formodede svindel.

Her følger en beskrivelse af, hvordan den mulige svindel kan være foregået:

 
 

Forsvaret skal have foretaget vedligeholdelse på en af sine ejendomme. Sagbehandlere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse får en reel pris på opgaven i Karsten Hamborg Ravnsgaards tidligere firma. Det kan eksempelvis være en pris på 100.000 kroner.

 
 

I stedet for at kræve den reelle pris sender entreprenøren et højere tilbud. Det kan eksempelvis være på 150.000 kroner.

 
 

Sagsbehandlere i Forsvaret betaler den høje pris til entreprenøren. Den reelle pris på 100.000 overføres fra Forsvaret til firmaets officielle konto, mens de resterende 50.000 kroner sættes ind på en separat konto, der også tilhører entreprenøren.

 
 

Sagsbehandlere i Forsvaret havde adgang til at bestille varer, som blev faktureret til entreprenørfirmaet og betalt via skyggekontoen. Ifølge TV 2s dokumentation har saldoen på skyggekontoen i 2018 været over 1,7 millioner kroner.

Der er blevet bestilt en række luksusvarer, som er betalt via skyggekontoen. Blandt andet dyre designerlamper, en drone, en pizzaovn og dyr vin.

Kompliceret opklaringsarbejde

Karsten Hamborg Ravnsgaard gik til politiet med sagen. To medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er blevet politianmeldt mistænkt for at have udnyttet huller i systemet. I årevis har de uden andres indblanding kunnet bestille varer og tjenesteydelser, kvittere for modtagelsen og godkende betalingen.

Opklaringsarbejdet i sagen er yderligere kompliceret, fordi forbruget på vedligholdelsesudgifter i Forsvarministeriets Ejendomsstyrelse i 2018 var meget ujævnt. Cirka halvdelen af forbruget fandt sted i december i slutningen af regnskabsåret, men på grund af årsskiftet og dermed et nyt regnskabsår kan det være svært at spore, om de pågældende varer og ydelser rent faktisk er blevet leveret.

- Det giver en øget risiko for manglende overblik og kontrol med, hvordan disse midler anvendes, står der i den rapport, Rigsrevisionen offentliggjorde fredag.

Rigsrevisionen satte efter Karsten Hamborg Ravnsgaards henvendelse en undersøgelse af ejendomsstyrelsens regnskabs- og indkøbspraksis i gang, og de har fredag udtrykt skarp kritik af den manglende kontrol.

Renovering af privat hus

Fredag formiddag kom det frem, at der er endnu en sag om mulig svindel i Forsvaret. Midt- og Vestjyllands Politi har tiltalt fem mænd i alderen 34-51 år i en stor sag om blandt andet bestikkelse, mandatsvig og bedrageri.

En aktindsigt, TV 2 har fået i anklageskriftet, viser, at to tidligere medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er tiltalt for at have modtaget bestikkelse for samlet næsten 1,8 millioner kroner.

Den ene tidligere medarbejder er tiltalt for uberettiget at have godkendt en række fakturaer fra byggevirksomheden Kemp & Lauritzen og ladet Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse helt eller delvist betale, selvom det samlede beløb på over 1,7 millioner kroner i 2015 og 2016 gik til at tilbygge og renovere den tidligere medarbejders private bolig. Den anden er tiltalt for uberettiget at have modtaget smedejernslåger og bøgehækplanter til en samlet værdi af cirka 35.000 kroner til sin private ejendom.

Foruden de to tidligere medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er en tidligere medarbejder i Kemp & Lauritzen tiltalt for bestikkelse og mandatsvig.

Han skulle blandt andet have udstedt fakturaer til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, selvom Kemp & Lauritzen ikke leverede ydelserne til styrelsen.

Ifølge anklageskriftet kan et af formålene, ved at den tidligere medarbejder hos Kemp & Lauritzen fik sit firma til at stå for renoveringen af det private hus, være et håb om, at virksomheden blev favoriseret i fremtidige kontrakter hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Kemp & Lauritzen oplyser til TV 2, at medarbejderen blev bortvist i 2016, da de blev klar over sagen.

Derudover er to håndværksmestre tiltalt for medvirken til mandatsvig af særlig grov karakter i forbindelse med tilbygningen og renoveringen af den tidligere medarbejders hus.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland