Vandet stiger fortsat i Limfjorden - sådan sikrer du dig
Foto: Karl Erik Lørup, TV Midtvest
Paller med sandsække kan hjælpe med at holde vandet væk fra byens butikker.
Vandstanden i Limfjorden forventes at stige markant i løbet af onsdagen. Her er de bedste tips til, hvordan du sikrer dig og dit hus.
Det har blæst meget de seneste dage, og det blæsende vejr fortsætter onsdag.
Vinden i sig selv er ikke så kraftig, at den skaber de store problemer, men den vedvarende vestenvind betyder, at der er forhøjet vandstand flere steder - og vandstanden i Limfjorden er ikke toppet endnu.
Sådan lyder meldingen fra DMI.
Ifølge DMI’s stormflodsvagt Dan Nilsvall tyder det på, at vandstanden fortsætter med at stige frem mod onsdag lidt over middag.
Har man en nabo eller et familiemedlem, som ikke selv har mulighed for at sikre sig mod oversvømmelse, opfordrer vi til, at man hjælper hinanden.
Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber
Den højeste vandstand ender formentlig omkring 170 cm over normalt niveau flere steder i Limfjorden, og 180 cm kan ikke udelukkes. Varslet fra DMI gælder frem til torsdag kl. 09.50.
- For en vestjyde lyder det ikke af ret meget, men det er en betydelig niveaustigning flere steder i Limfjorden, hvor vandstanden normalt er markant lavere. For at borgere og beredskaber kan mindske skader og ødelæggelser, har vi udsendt varsel for farligt vejr, og vi overvåger løbende udviklingen, udtaler Dan Nilsvall.
DMI har også varsel ude for den centrale og sydlige del af den jyske vestkyst, der gælder frem til kl. 14 onsdag.
DANSKE BEREDSKABERS GODE RÅD
- Afblænd ventilationshuller i ydervægge og udsatte åbninger
- Hav sandsække parat
- Opbevar dyrebare ejendele i plastbokse og flyt dem væk fra kælderen
- Begræns opstigende kloakvand
Gode råd til at sikre mod vand
Det er ikke kun DMI, der holder løbende øje med situationen. Danske Beredskaber, der er sammenslutningen af landets kommunale brandvæsner, følger også situationen tæt.
- For den enkelte borger kan det selvfølgelig være en noget uvant situation at stå i, men for beredskabet er det her ikke en usædvanlig situation. Vi er helt klar til at rykke ud, hvis behovet opstår, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.
Danske Beredskaber anbefaler, at husejere gør, hvad de kan, for at sikre sit hjem mod eventuelle oversvømmelser, hvis man bor i et af de berørte områder.
- Man kan rent faktisk gøre rigtig meget selv. Har man en nabo eller et familiemedlem, som ikke selv har mulighed for at sikre sig mod oversvømmelse, opfordrer vi til, at man hjælper hinanden, siger Bjarne Nigaard.
På landsplan har de kommunale beredskaber 1.800 brandfolk på vagt, der er klar til at rykke ud inden for fem minutter for at hjælpe.
Danske Beredskaber oplyser, at man derudover også har adviseret beredskabernes frivillige om, at der kan blive behov for dem.
- Vi har stor erfaring med denne type hændelser, og vi har materiellet til at håndtere oversvømmelser. Lige nu følger vi situationen tæt time for time og kigger på, om udviklingen giver anledning til, at vi skal gøre noget, siger Bjarne Nigaard.
Hos Midt- og Vestjyllands Politi er man også opmærksom på situationen. På Twitter opfordres der til, at personer der bor og færdes ved Vestkysten eller Limfjorden holder øje med DMI's varsler.