Rubjerg Knude Fyr flyttes: - Vi skal bevare det trækplaster

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Rubjerg Knude Fyr skal flyttes længere ind i landskabet, så det også er sikret de næste 20 år mod at skride i vandet.

Sølle 10 meter er der fra Rubjerg Knude Fyr og ud til kanten af klitterne. Og år for år rykker fyret tættere på afgrunden.

Læs også Rubjerg Knude Fyr skal måske flyttes 40 meter

Men nu er den nordjyske turistattraktion med mere end 250.000 årlige besøgende snart sikret for fremtiden. Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune har netop indstillet til byrådet, at man vil flytte fyret 60 til 80 meter ind i landskabet.

- Vi har før kaldt det vores landsdels ”Lille Havfrue”, og jeg mener også, at vi er oppe i den kategori. Der kommer hvert år mindst 250.000 besøgende deroppe, og vi må og skal simpelthen bevare det kæmpe trækplaster, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V).

Lokal glæder sig

Den besked glæder en lokal museumsmedarbejder, der har haft sin gang ved fyret siden barnsben.

- Det er da ikonisk - altså lige midt i sådan en stor dynge sand står der faktisk en rest af et eller andet, der fortæller, hvordan det var engang. Jeg synes da, at man skal bevare det. Det er noget helt særligt, siger Per Nielsen, leder af Skoletjenesten ved Vendsyssels Historiske Museum.

Det vil jo være en yderligere attraktion, at man har flyttet det. Altså, drengene skal jo op og se det der fyr, man flyttede, ikke?

Per Nielsen, Vendyssels Historiske Museum

Han fortæller, at der for 50 år siden var 100 meter ud til kanten af klitterne. I dag er der kun ”to skridt og en spytklat”, som Per Nielsen siger. Derfor glæder han sig også over, at de lokale politikere nu forsøger at sikre fyrets fremtid.

- Det vil jo være en yderligere attraktion, at man har flyttet det. Altså, alle drengene skal jo op og se det der fyr, man flyttede, ikke? Det giver jo lidt ekstra interesse, lyder det fra Per Nielsen.

Flytning begynder til foråret

Regeringen, der ejer fyret, vil afsætte 5 millioner kroner på dette års finanslov til finansiering af projektet. Og derfor skal Hjørring Kommune kun stå for selve udførelsen.

Læs også Smalbro: Rubjerg Knude er Nordjyllands svar på Den Lille Havfrue

- Vi har begrundet forventning om, at vi kan flytte fyret indenfor den ramme, fortæller Søren Smalbro.

Han forklarer samtidig, at man forventer, at flytningen af fyret begynder næste forår eller sommer.

- Man indstøber så nogle kraftige jernbjælker i fundamentet, og så laver man en form for bane, som man på nogle ruller kan rulle fyre hen, hvor det så skal være på et nyt fundament.

Hvert år forsvinder op mod to meter af klitten, og på den baggrund forventer udvalgsformanden, at flytningen vil sikre fyret i 20 til 40 år.

02:15

Rubjerg Knude Fyr skal flyttes ind i landskabet, så det sikres 20-40 år ud i fremtiden.

Luk video

Forsiden lige nu