Rebildpolitiker melder sig ud af DF efter løftebrud på valgnatten
Foto: Dansk Folkeparti
Else Christensen vil ikke længere være en del af Dansk Folkeparti efter spidskandidat Tommy Degn løb fra aftaler under konstitueringen i Rebild Kommune.
Dansk Folkepartis Else Christensen forlader partiet to dage efter kommunalvalget. Hun kan ikke leve med, at partiet løb fra en aftale og pegede på Leon Sebbelin som borgmester.
"Kære hele Nordjylland. Jeg siger tak for støtten til valget i går. Desværre var der ikke stemmer nok til at blive valgt. Jeg må desværre også meddele, at jeg forlader DF."
Sådan indleder Else Christensen et opslag på Facebook, hvor hun forklarer baggrunden for sin udmeldelse af partiet. HUn skriver, at er har været flere grunde, men det der fik bægeret til at flyde over, var konstitueringsdramaet på valgnatten, hvor spidskandidat Tommy Degn sprang fra en aftale, han på forhånd havde indgået med Venstre og Den Sociale Fællesliste og i stedet pegede på Radikale Venstres Leon Sebbelin som borgmester.
- Giver man hånden på, at der er en aftale, så er der en aftale, og så render man ikke fra det, siger Else Christensen.
Dansk Folkeparti fik to mandater i Rebild Kommune, og Else Christensen fik bare fjerdeflest stemmer af DF'erne i Rebild, så hun er altså ikke valgt ind i det nye byråd. Men hun kan ikke længere være en del af Dansk Folkeparti.
- Det har ikke noget at gøre med Dansk Folkeparti på landsplan. Det er Rebild, der har ødelagt det. Jeg vil ikke have, at borgerne skal tro, at jeg støtter det her. Derfor går jeg, forklarer Else Christensen.
Hun har tidligere siddet i byrådet i Støvring og har desuden stillet op til Folketing, Amtsråd og Regionsråd. Men nu ser det nu ud til at være slut med politik.
- Jeg er færdig med Dansk Folkeparti, og jeg skal ikke ind i et andet parti. Jeg er DF'er i hjertet, og det har jeg altid været. Jeg har slet ikke politik til at være en del af andre partier.
Siden Else Christensen annoncerede sin udmeldelse på Facebook har hun fået mange positive tilkendegivelser. Selv om det var svært, er valget nu truffet, og det står hun ved.Og nu, hvor hun ikke længere er en del af det politiske bagland, kan hun blot håbe, at Rebildpolitikerne på alle sider af byrådssalen, får en god periode trods de store stridigheder på valgnatten.
- Nu må man se fremad. Det skal være et byråd, som kan komme til at fungere og gør det bedste for borgerne. Det er det vigtigste, siger Else Christensen.